Bananer giver "Nærvær" nyt liv og flytter festivalen

Den Gyldne Banan har vendt ryggen til coronaen og glæder sig til atter at skabe en Nærvær Musikfestival i Maribo. Det bliver denne gang i Qvades Gård. Foto: Anders Knudsen

I 2019 blev gratisfestivallen Nærvær en stor succes, nu genopliver Den Gyldne Banan den.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: I 2019 så den første udgave af festivalen "Nærvær" dagens lys på Maribo Gymnasium. Det var en anderledes musikfestival, hvor rødder på Sydhavsøerne var vigtigere end at være topnavn på et pladeselskab, og hvor musikgenrerne på charmerende vis blev blendet mellem flere forskellige scener.

En version nummer to af festivalen var tæt på at være en realitet, da coronaen gjorde nærvær til et fy-ord. I næsten to år handlede det om at gøre tingene sammen, men hver for sig. Nærvær blev til fravær, og festivalen kunne være forsvundet ud i glemslen. Men foreningen "Den Gyldne Banan", som laver musiktilbud for unge af unge, har taget handsken op.

Festivalen er blevet genoplivet, men i en anden form end for tre år siden. Det er ganske naturligt, for dengang var det med et noget nær professionelt sekretariat og en helt anden økonomisk opbakning end 2022-udgaven. Men de unge bananer er klar til samle unge som ældre om musikalske oplevelser midt i Maribo.

"Fraads" er det første af to hovednavne på den anden udgave af "Nærvær Musikfestival" i Maribo. Rapduoen tager genren helt nye veje. Foto: Pressefoto

Under coronaen var det svært at komme til at sætte koncerter op, men lidt fik foreningen klaret - den sørgede for sang i boligområder, mens folk var lukket inde i lejlighederne.

- Det gav os mod på mere og et drive til at komme i gang med noget, der var større, fortæller gruppen af bananer, som gennem længere tid har arbejdet på at sætte festivalen op.

Vi er jo primært bare en flok unge mennesker, som har et godt netværk bag os, og gerne vil gøre en forskel.

Valdemar Fredensborg

Valdemar Fredensborg er en af arrangørerne, og han køber ikke helt en præmis om, at de skal genoplive festivalen.

- Jeg mener jo ikke, at den døde. På grund af omstændighederne med corona kunne vi bare ikke holde den, forklarer han.

Skal også passe gymnasiet

Ved at rykke ind i Qvades Gård bliver festivalen mere centralt placeret i byen, men det betyder også at der kun er plads til en enkelt scene. Samtidig gør det også arrangementet mere overskueligt at stable på benene.

- Vi er jo primært bare en flok unge mennesker, som har et godt netværk bag os, og gerne vil gøre en forskel, siger Valdemar Fredensborg.

Astrid Lemmike er enig og pointerer samtidig, at de unge også skal nå en del ved siden af at rejse en festival.

- Nogle af os går stadig i gymnasiet, og det tager også tid, fordi vi også har opgaver der, som vi skal lave, forklarer hun.

Der er en masse formalia, som skal være i orden, inden bananerne overhovedet kan begynde at koncentrere sig om musikken, men de har fået god hjælp fra både musikskolen og fra nogle af dem, der var i sekretariatet på den første festival.

Samtidig har gruppen delt opgaverne mellem sig, sådan at alle arbejder med deres styrker, og det har hjulpet meget med at få arbejdet til at falde i hak og med en god stemning.

Bandet Blæst er det andet hovednavn på "Nærvær Musikfestival" , og det har det seneste år fået fremragende anmeldelser for sine præstationer på store og små scener. Yderligere navne vil blive offentliggjort på festivalens Facebook-side, der hedder det samme som festivalen. Foto: Pressefoto

Festivalen vil byde på musik det meste af dagen, og mens de tidligste timer er reserveret nogle lokale kunstnere, er der også fundet to hovednavne til at få festlighederne til at kulminere.

Hovednavnene er på plads

"Fraads" går på scenen klokken 19.30, og her kommer publikum til at møde et af de navne, som har sat kursen mod toppen på den danske rap-scene under coronaen. Fraads har både på "Spot"-festivalen og i Store Vega skabt koncerter, der var fyldt med nerve og en stjernekvalitet som tyder på, at duoen, som består af frontfigur Papa Erotic og producer David Engelbrecht, er kommet for at blive - og kun bliver bedre.

Festivalens andet hovednavn er "Blæst", som også er vokset sig stor på trods af coronaen. Bandet har på kort tid markeret sig som et af landets mest spændende liveorkestre, og til efteråret har det en lang turné, som tager det rundt på mange af landets spillesteder. Inden da venter et hav af festivaler, hvor det skal give smagsprøver på den helt specielle tone, det har i sin popmusik - og som allerede har sendt bandets musik i rotation på både P3 og P4.

Den Gyldne Banan har sat en festival sammen, som fylder Maribos bymidte med musik 7. maj, og hvor der er gratis adgang, så alle kan komme at feste med. Dermed står bananerne for at skyde en musikalsk sommer på Lolland i gang, hvor der nu er planlagt fire musikfestivaler på Lolland på mindre end to måneder.