Banebrydende lokalt energiprojekt får ny investor
Det går fremad med Floating Power Plant plan om en flydende platform, der kan producerer energi fra vind og bølger. Men åbningen af et testcenter i Nakskov er endnu en gang blevet udskudt. Visualisering: Floating Power Plant
Floating Power PLant
Det går fremad med Floating Power Plants plan om at rejse kapital.
Ørsteds beslutning om at trække sig fra flere power-to-x-projekter har skabt en vis bekymring i markedet, og det har Floating Power Plant med base i Bandholm også mærket.
Flere af selskabets aktionærer har således spurgt til det, men i et nyhedsbrev beroliges de.
- Vi kan forsikre jer om, at vi ikke ser samme tendens i vores sektor. Tværtimod fortsætter interessen for brint og power-to-x-teknologier med at vokse, og vores teknologi dækker helt andre behov end dem, som Ørsted har valgt at trække sig fra. Vi er derfor fortsat sikre på vækst- og innovationsmulighederne inden for vores felt, skriver Floating Power Plant.
Nyhedsbrevet fortæller da også, at selskabet har fundet en potentiel investor til et stort demonstrationsprojekt med et flydende kraftværk, der skal søsættes ud for Gran Canarias kyst.
Det projekt - som involverer en flydende platform, der får energi fra bølgekraft og en vindmølle og kan omdanne det til brint - koster kassen, men er blandt andet støttet af EU.
Vindmølle testet
Men der skal flere penge til. I nyhedsbrevet oplyses det, at der er "kandidater til investeringer" for over 20 millioner euro (150 millioner kroner), men at der har manglet en "lead investor", for at projektet kan gennemføres.
Nu er der dog indledt forhandlinger med en sådan mulig investor, og forhandlingerne ventes afsluttet i første kvartal 2025.
Imens skrider arbejdet med testplatformen fremad. Som Folketidende tidligere har fortalt har Floating Power Plant købt den vindmølle, der skal stå på platformen.
Møllen er blevet fragtet til Esbjerg, og den er nu blevet testet for at fastlægge, hvad der er nødvendigt for at sikre en effektiv og sikkerhedsmæssig forsvarlig drift på den flydende platform.
Det skrider også fremad med det brintsystem, der skal være på platformen. Her samarbejder Floating Power Plant med firmaet TechnipFMC, og det har færdiggjort det foreløbige design af brintsystemet.
Til gengæld er planerne om at etablere et testcenter i Nakskov endnu en gang blevet udskudt.
I marts lød meldingen til Folketidende, at Floating Power Plant forventede "snart" at gå i gang med konstruktionsarbejdet, og at centret ville være i drift "senere i år". Men de forventninger blev ikke opfyldt.
- I forhold til Nakskov er projektet af flere årsager - primært stålprisen - blevet udskudt lidt, melder kommunikationschef Morten Egedal, som ikke kan sige noget om, hvornår det nu forventes at blive klar.