BEBOERE FÅR GITTERMAST 28 METER FRA DERES HJEM

28 meter fra husets facade - altså ind mod læserne - vil 3 opstille en 42 meter høj gittermast. På Femø mener man, at det vil ødelægge beboernes livskvalitet. Foto: Jørgen Hansen

Ombudsmanden og Planklagenævnet inddrages i mastesag på ø.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMØ: På Femø er beboerne meget skuffet over, hvordan en sag om bedre internet og telefoni på øen indtil videre er endt.

- Som det ser ud nu, skal en familie med adressen Præstevangen 3 have en 42 meter høj gittermast stillet op 28 meter fra deres facade, hvilket vil sige en havestue. Det vil være direkte ødelæggende for deres livskvalitet, siger Jørgen Hansen.

Jørgen Hansen er i Femø Beboerforenings bestyrelse og er gået ind i sagen på bestyrelsens vegne.

Masteplaceringen vil også genere beboerne i Præstevangen 1 og på Klubvej 1 meget, oplyser han.

Det er mobilselskabet 3, der af staten har fået pålæg om at forbedre dækningen af telefoni og internet på den østlige del af Femø.

Lang sagsbehandling

- Vi blev hørt om den pågældende placering på Klubvej 1 i maj 2021, men kommunens afgørelse kom først et år senere, 2. juni 2022, hvor vi alle troede, at sagen var taget af bordet på grund af vores (negative, red.) høringssvar, men så sender kommunen altså pludselig landzonetilladelse ud til masten, fortæller Jørgen Hansen.

Det er beboerforeningens opfattelse, at kommunens lange sagsbehandlingstid og den mellemliggende passivitet - da parterne ikke blev orienteret - ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, og det har de nu bedt ombudsmanden om at tage stilling til.

Aftalte ny placering

Ovenpå tilladelsen i juni blev det på et møde mellem de klageberettigede naboer til Klubvej 1 besluttet at søge de værste gener ved masten afbødet ved at indgå i forhandling med mobilselskabet om en mulig alternativ placering.

Efter et længere forhandlingsforløb blev der enighed om en placering i baghaven til Præstevangen 3.

- De vil hellere have masten i baghaven end foran deres hus, indskyder Jørgen Hansen.

- Det er ganske vist ikke den bedste løsning, men med en meget kort klagefrist og nogle præmisser, som vi ikke havde den faglige indsigt til at kunne anfægte, så er det den løsning, vi kom frem til.

Herlighedsværdi/livskvalitet

- For nogen vil den nye placering være en klar forbedring i forhold til Klubvej 1 - for andre vil placeringen imidlertid være en forværring. Der er dog for disse ejendomme "alene" tale om tab af herlighedsværdi i større eller mindre grad og ikke om direkte ødelæggelse af livskvalitet, som tilfældet vil være for andre med en placering på Klubvej 1, siger Jørgen Hansen.

- Vi fik en aftale med 3 om den nye placering, men så har kommunen lavet en forvaltningsmæssig brøler. Da 3 havde en ansøgning på Klubvej 1, kunne de ikke ansøge om en landzonetilladelse til Præstevangen 3. Så skulle de opgive den oprindelige landzonetilladelse, de har fået, først - og det vil 3 så ikke nu, forklarer Jørgen Hansen.

- Så nu skal vi i gang med at skrive en klage til Planklagenævnet.

Anden mast i nærheden

Det mest tossede i sagen - set med femøboernes øjne - er, at TDC har en mast stående på 22 meter blot 400 meter fra 3's ønskede mast.

- Det er fuldstændig tåbeligt, at man ikke bare udnytter den eksisterende mast og udbygger den i højden, lyder det fra Femø Beboerforenings repræsentant.

Det er fuldstændig tåbeligt, at man ikke bare udnytter den eksisterende mast og udbygger den i højden.

Jørgen Hansen, Femø Beboerforenings repræsentant.

- Men nu må vi se, hvordan det hele spænder af, tilføjer han.