Bestormet med henvendelser: Borgermøde på vej om ny friskole

Lasse Præstegaards telefon har nærmest ikke stået stille, siden han luftede tanken om at etablere en friskole i Horslunde. Arkivfoto: Ingrid Riis

Lasse Præstegaard, der selv har børn på den lukningsdømte Horslunde Realskole, luftede i et facebookopslag en idé om at åbne en friskole i Horslunde. Siden da har hans telefon og indbakke ikke stået stille.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORSLUNDE: Indenfor et halvt år er det måske slut med at, børn kan gå i skole i Horslunde. Måske. For en ny skole kan muligvis være på vej.

Som Folketidende tidligere har omtalt, lukker Horslunde Landsbyordnings folkeskole til sommer, og senest er det kommet frem, at Horslunde Realskole lukker med udgangen af februar.

Det fik tidligere på ugen Lasse Præstegaard, som selv har børn i 1. og 5. klasse på realskolen, til at skrive et opslag i en lokal facebookgruppe, hvor han luftede idéen om at oprette en friskole.

Og så væltede reaktionerne ind på telefonen og via Messenger.

Både fra folk, der drømmer om en almindelig friskole, eller som støtter Lasse Præstegaards idé om at undersøge muligheden for at etablere en Rudolf Steiner-skole. Der er også tidligere friskole-ledere, som har tilbudt deres hjælp, fortæller han.

- Jeg har fået enormt mange henvendelser, og vi bliver nødt til at holde et borgermøde, så vi kan finde ud af, hvad vi skal. Det har været meget overvældende, fortæller han.

Hvor og hvornår borgermødet kommer til at finde sted, ved Lasse Præstegaard ikke endnu, men han arbejder på at finde ud af det.

- Vi skal have samlet nogle folk i et forum for at få svar på, om vi skal det her (forsøge at etablere en friskole, red.), hvem der skal gøre det, hvordan man skal gøre det og så videre. Der er jo ikke nogen, der siger, at jeg skal være med til det.

- Som jeg har sagt tidligere, så har jeg hverken kompetencerne eller økonomien til at gøre det alene, og hvis det skal blive godt, er det vigtigt, at dem, der kaster sig ud i det, har energien og kompetencerne til det, for vi har ikke plads til flere fiaskoer nu. Det er og har været hård kost for både børnene og forældrene.

- Der er mange frustrerede forældre, som ringer til mig, fordi de har to-tre børn, som skal på forskellige skoler nu. Og jeg vil rigtig gerne hjælpe, men jeg har også selv børn, jeg skal tage mig af, siger han.