Betinget dom for grov og rå vold

En domsmandsret i Nykøbing F. har tildelt en 19-årig mand fra Nakskov en betinget dom på 60 dages fængsel for grov vold.  
Han blev dømt for et overfald på Axeltorv i Nakskov en lørdag nat i januar, hvor han havde nikket en anden ung mand en skalle og efterfølgende sparket ham i hovedet, mens han lå nede på jorden.
 
Til alt held for den 19-årige skete der ikke alvorlig skade på den forurettede mand.
 
Når den 19-årige trods denne farlige form for vold trods alt slipper med en betinget dom, hænger det sammen med, at der var op til flere formildende omstændigheder omkring episoden.
 
For det første skete optrapningen til konflikten på et værtshus, hvor den forurettede mand havde slået den 19-årige kæreste, hvilket forståeligt nok gav anledning til en vis portion vrede og ophidselse. Dernæst var der tale om en ganske ung mand, som havde en uplettet straffeattest forud for denne sag. Endeligt så retten på ham med milde øjne på grund af hans gode personlige forhold, idet han var midt i et lærlinge uddannelsesforløb. Som betingelse skal han dog udføre samfundstjeneste.




Skal ikke i fængsel trods spark i hovedet på liggende mand.

Offentliggjort Sidst opdateret