Hvis der fandtes en Turen Går Til-guide for oddere, så skulle Saksfjed Vildmark være i den.
Det mener i hvert fald naturformidler Jens Thorving Andersen, der personligt ville anbefale området som et godt sted at hænge ud, hvis man er odder.
Derfor blev han også så glad for at se netop en odder blive fotograferet af Saksfjeds vildtkamera natten til lørdag.
- Den er mest udbredt i Jylland og har kun været set få steder i Østdanmark - og aldrig på sydspidsen af Lolland. Så med den nuværende tilstand af oddere i Østdanmark er det stort at se den i vildmarken. Og når vi spørger os selv, hvilket dyr, vi allerhelst vil opleve på stedet, så er det en odder, siger han.
Saksfjed Vildmark har tidligere været dyrket men får nu lov at udvikle sig til en vildmark med et åbent græslandskab, spredt bevoksning, åbne skove og vådområder med græssende heste og køer.
Annonce
Fakta
Saksfjed Vildmark er nabo til et af Fugleværnsfondens største naturreservater, nemlig det 217 hektar store Saksfjed-Hyllekrog.
Tilsammen har området potentiale til at blive et af de væsentligste naturområder for biodiversitet i form af fugle, insekter og andre arter, der bevæger sig frit.
Det samlede område vil være ca. 1.000 hektarer, dvs. ca. 10 km2 hvilket svarer nogenlunde til 1.500 fodboldbaner.
Kilde: Saksfjed Vildmark
Før var den truet - nu er den fredet
Endnu ved man ikke meget om odderen på fotografiet. Der er ikke belæg for at sige, at man har ynglende oddere på Sydlolland.
- Men vi kan sige, at den har været forbi os. Og selv hvis det var en strejfende odder, så har den måske opdaget, at det var et rart sted at være, fordi der er plads, ro og mad, siger Jens Thorving Andersen.
Han forklarer, at dyr ganske naturligt bevæger sig efter for eksempel føde og yngleområder - hvis der er plads til dem.
Det har der ikke altid været.
Igennem mange år har odderen været et dyr, der blev jaget, og på et tidspunkt var den næsten helt forsvundet.
- Men på magisk vis er antallet af oddere eksploderet - helt og aldeles fordi man har fredet dyret. For os er det lidt af en guldart, når man kigger på pattedyr i Danmark. Så det her er en historie om, at truede arter går frem, når man freder dem, og at vi i Østdanmark er med til at udvide odderens fremgang. Det, at den nu er her, taler ind i, at det arbejde skrider fremad.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned