Blåstempler omstridte kæmpesommerhuse på Lolland
Skanlux har i forvejen bygget mindre sommerhuse i Fyrrelunden i Kramnitze. Arkvifoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen, FT
Klima-, teknik- og miljøudvalget anbefaler projektet.
KRAMNITZE: Efter at forslaget til kommuneplantillæg og forslaget til "Lokalplan 360-156 - Sommmerhus-området Fyrrelunden, Kramnitze" har været i høring, indstiller politikerne i klima-, teknik og miljøudvalget nu til økonomi- og erhvervsudvalget, at kommuneplantillægget og lokalplanen godkendes endeligt.
Det vil sige, at Skanlux får lov til at opføre fire store poolhuse på adressen Fyrrelunden i Kramnitze, hvor firmaet i forvejen har opført mindre sommerhuse i forbindelse med tv-programmet "Sommerdrømme."
Det er et enigt udvalg, der dermed tæller stemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme og SF, der således står bag projektet.
Hvorfor skal de fire store poolhuse ikke i stedet placeres bag de uudnyttede sommerhusrammer bag ved Hummingen og Kramnitze - sådan som udvalget selv har foreslået, at kommuneplan-rammerne skal revideres, gældende fra 2025?
- Sagen var i gang, da jeg startede i klima-, teknik- og miljøudvalget, og da der kun er tale om fire huse som egentlig passer ind sammen med husene fra "Sommerdrømme," har vi vurderet, at de godt kan placeres der. Men i fremtiden tror vi, at efterspørgslen på familiesommerhuse vil være stigende. De skal så i fremtiden placeres der, hvor vi har udlagt særligt areal til disse huse, siger formanden for klima-, teknik og miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V).
Da der kun er tale om fire huse som egentlig passer ind sammen med husene fra "Sommerdrømme," har vi vurderet, at de godt kan placeres der.
Udvalgsformand Tine Vinther Clausen
Økonomi- og erhvervsudvalget skal behandle sagen på dets møde tirsdag, mens Lolland Byråd træffer den endelige beslutning 4. april om kommuneplantillæg og lokalplan skal godkendes.
Området Fyrrelunden ligger midt i det eksisterende sommerhusområde i Kramnitze.
Op til 200 kvadratmeter store
Lokalplanen fastlægger en bebyggelsesprocent på maksimalt 15, og med den i lokalplanen foreslåede udstykningsplan, kan der på den enkelte grund opføres bebyggelse på op til 200 til 274 kvadratmeter, afhængig af grundens størrelse.
Lokalplanen giver mulighed for at bygge sommerhuse i op til 6,5 meters højde. Den nuværende kommuneplanramme giver kun mulighed for at bygge i op til 5 meters højde. Der er derfor udarbejdet et forslag til Tillæg 10 til Kommuneplan 2021-2033, der fastlægger en maksimal byggehøjde på 6,5 meter.
Grundejerforeningen Kramnitze er stærkt utilfreds med, at ingen af dens høringssvar er indarbejdet i lokalplanforslaget, lyder det i et nyt høringssvar, og foreningen henstiller endnu en gang, at bebyggelseshøjden på 5,0 meter fastholdes, da Fyrrelunden ligger inde i et område, hvor de eksisterende, omgivende huse er under 5,0 meter høje.
Kramnitze har et særligt potentiale for udvikling af turismen, er det beskrevet i Lolland Kommunes potentialeplan for sydkysten, "Hele Danmarks Sydkyst." Kramnitze er derfor udlagt til turistområde i Kommuneplan 2021-2033, hvor der skal ske en særlig indsats i forhold til udvikling af turismen.
Den nye lokalplan giver mulighed for sommerhuse, der kan rumme flere familier, og er således med til at støtte udviklingen af turismen i området, argumenteres der med i sagsfremstillingen.
"Påvirker ikke miljøet væsentligt"
Ifølge miljøvurderingsloven skal der foretages en miljøvurdering af planer, hvis gennemførelse af dem kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Kommunens administration har foretaget en screening af lokalplanen og kommuneplantillægget og på den baggrund har Lolland Kommune besluttet følgende: Der foretages ikke en miljøvurdering af lokalplanen og kommuneplantillægget, idet planerne omhandler ændringer af en eksisterende plan, og omfatter et mindre område på lokalt plan, hvor planerne ikke vurderes at danne grundlag for byggeri og anlæg, der medfører en væsentlig påvirkning af miljøet jævnfør paragraf 10 i miljøvurderingsloven.
Der blev afholdt borgermøde i forbindelse med høringen af det allerførste idéoplæg. Da projektet for de planlagte fire sommerhuse ikke er ændret, har administrationen anbefalet, at der ikke blev holdt et nyt borgermøde, mens forslaget til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan var i høring for nogle måneder siden.
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Spor blokeret på motorvej
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke