Bliv væk fra knallerten

Forældre skal blive bedre til at holde deres mindreårige børn væk fra knallerten.

Sådan lyder det fra Rådet for Større Færdselssikkerhed efter en ulykke i Ørebro nær Fjerritslev i aftes. Her kørte en knallert med tre børn galt - en 15-årig dreng og en 14-årig pige er indlagt med kvæstelser i hovedet. Det oplyser P4 Nordjylland.
I sidste uge mistede 15-årig Rasmus livet, da han - på sin knallert - blev kørt ned af en vanvidsbilist.

Rådet er netop nu ved at forberede en knallertkampagne rettet mod forældre. Kampagnen skal køre i efteråret.

- Forældre fokuserer mest på vold og stoffer, mens knallertkørsel, der er den hyppigste ulykkesårsag blandt unge, ikke fylder ret meget. Det skal der rettes op på, siger projektchef Lars Olsen. I dag skal man mindst være 16 år for at kunne køre på knallert.

Målt i forhold til antal kørte kilometer er der 50 gange større risiko for en ulykke på knallert end i bil.




Rådet for Større Færdselssikkerhed opfordrer forældre til at holde deres børn fra knallerten.

Offentliggjort Sidst opdateret