Bo fik job på skideballernes holdeplads: - Det tiltalte mig

Bo Wohlert Hansen har været i Vurderingsstyrelsen i et år, og hjælper nye ansatte som eksempelvis Zasja Iben Højland med at lære systemerne at kende. Foto: Palle Nevad Frandsen

Vurderingsstyrelsen i Maribo ansætter stribevis af nye folk, og er nu oppe på 150 medarbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdet med at lave nye vurderinger på landets 1,7 millioner ejendomme er godt i gang, og på Brovejen i Maribo er der travlt. Her har Vurderingsstyrelsen en af sine kontorer, og det tidligere skattecenter er vokset med stor hast de senere år. Fra 70 medarbejdere i 2017 er man nu oppe på 150, og nye folk kommer hele tiden til.

En af dem er Bo Wohlert Hansen fra Falster. Efter 29 år som ejendomsmægler blev han sidste år ansat som konsulent på kontoret i Maribo. Her kan han udnytte erfaringen fra sin tid som mægler, når der skal laves vurderinger på nogle af de huse, som computersystemet ikke kan værdisætte. Det er oftest ejendomme, som enten gennem placering eller udseende afskiller sig fra mængden.

Vi oplever ansøgere, som er bevidst om den dårlige omtale, men som synes det vil være spændende at deltage i at genoprette tilliden til ejendomsvurderingerne.

Britt Bisbjerg, funktionsleder, Vurderingsstyrelsen

De nye vurderinger bliver ikke alle steder modtaget med lige stor begejstring, og det vidste Bo Wohlert Hansen godt, da han søgte jobbet.

- Jeg vidste godt, at det ville være skideballernes holdeplads at arbejde for Vurderingsstyrelsen, men det var faktisk også noget, der tiltalte mig lidt, siger Bo Wohlert Hansen.

Langt fra en støvet styrelse

Skulle han nå at prøve noget nyt i sit arbejdsliv, var tiden inde til et sporskifte. At han samtidig fik kortere på job, og kunne slippe for weekendarbejdet, var kun et ekstra gode. Og det har bestemt ikke skuffet at blive ansat i Vurderingsstyrelsen.

Selv om en ansættelse i en styrelse kan lyde noget støvet, så er det bestemt ikke tilfældet.

Hos Vurderingsstyrelsen er der ingen faste pladser eller lukkede kontorer, heller ikke for lederne. Funktionsleder Britt Bisbjerg sidder sammen med sine medarbejdere. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Arbejdet er rigtigt godt, og du skal hele tiden være omstillingsparat, fordi opgaverne ændrer sig, men samtidig kan du også få indflydelse på det, du laver, forklarer han.

Der er også gode muligheder for at gøre karriere, og Bo Wohlert Hansen er i dag også underviser for nye ansatte. Derfor skal han snart i sving med den del af jobbet. I næste måned begynder 30 nye kolleger, og i øjeblikket er Vurderingsstyrelsen på jagt efter flere ansatte til kontoret i Maribo.

Medieomtale har gavnet

Selv om arbejdet med at lave nye vurderinger har været udskældt i medierne, har det ikke haft betydning for lysten til at arbejde for styrelsen. Det fortæller funktionsleder Britt Bisbjerg. Ved den seneste ansættelsesrunde modtog man over 80 ansøgninger om job i Maribo.

- Faktisk er det blevet nemmere, og vi oplever ansøgere, som er bevidst om den dårlige omtale, men som synes det vil være spændende at deltage i at genoprette tilliden til ejendomsvurderingerne, forklarer hun.

Ansøgerne kommer fra over alt på Sydhavsøerne og faktisk også fra Sydsjælland, selv om der er en afdeling i Roskilde. Det kan dog være hurtigere for mange at køre mod Lolland, da man undgår den store pendlertrafik. På samme måde er det folk med vidt forskellig baggrund, der i dag er ansat på Brovejen.

- Tidligere gik vi nok meget målrettet efter én type medarbejdere, men nu kommer de vidt forskellige steder fra. Vi har ejendomsmæglere, jurister, akademikere, socialrådgivere. Hver især kan de bidrage med deres ekspertiser til at skabe et samlet billede, siger Britt Bisbjerg.

Vurderingsstyrelsen holder åbent hus for interesserede jobsøgere 7. august mellem klokken 15.30 og 17.