Boligplaner for 275 millioner

På BUC-grunden ved Ringvejen vil '44 opføre 34 familieboliger som erstatning for de etageboliger, der rives ned i Kløvervænget. Kommunen skal sælge jorden til boligselskabet. Foto: Jan Knudsen

Lollands økonomiudvalg og byrådet hastehandler ansøgninger fra Boligselskabet af 1944.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Som følge af coronakrisen indgik en bred vifte af partier i Folketinget i maj en aftale om at udvide bevillingen til renoveringer i den almene boligsektor i de nærmeste år. Der var samtidig et ønske om at komme hurtigt i gang.

Der blev derfor afsat ekstra 12,1 milliard kroner i år og cirka det halve af dette beløb i 2021 til Landsbyggefonden, og det får nu positiv effekt i Nakskov. Boligselskabet af 1944, der har stået på venteliste, er klar med tre projekter til sammenlagt tæt ved 275 millioner kroner.

Det er for afdelingerne på Rosnæs og i Kløvervænget samt nybyggeri på BUC-grunden overfor Stormarkskirken.

Lolland Kommunes økonomiudvalg skal torsdag komme med en indstilling til byrådet, der torsdag 17. december afgør, om Landsbyggefonden, der selv er med på sidelinjen, skal søges om støtte.

Det kommunale tilsagn skal gives inden udgangen af 2020, og boligselskabet har ikke nået at få projekterne godkendt af beboerne.

Lejerne i de to afdelinger fik dog i fredags brev om, at der er orienteringsmøde 15. december.

For '44 har Kuben Management A/S udarbejdet en helhedsplan for henholdsvis afdeling 4, Kløvervænget og afdeling 5, Rosnæs.

På Rosnæs skal Lindevej 1-7 samt 2-44, Strandvej 24 A og B samt Enehøjevej 57 A og B - i alt 70 boliger - renoveres for 71,1 million kroner. Foto: Jan Knudsen

Kløvervænget

En renovering og nybyggeri i Kløvervænget har længe været på tale, og det er en af de sager, Landsbyggefonden har fremrykket. Afdelingen består af 232 lejemål i etagebyggeri opført i 1948 til 1960.

Det er små et-, to- og trerumsboliger, og det faldende befolkningstal og mange ældre borgere har reduceret efterspørgslen efter særligt etageboliger. Der er ingen venteliste, og afdelingen fremtræder nedslidt.

Fem af blokkene ønskes delvist nedrevet, så der efter nedrivningen bevares to opgange i hver blok. I en sjette blok sammenlægges to små utidssvarende etrumsboliger til en bolig. 48 boliger bliver til 24.

I Kløvervænget reduceres der i alt med 96 boliger, og de resterende 136 renoveres gennemgribende. Renoveringen koster 96,8 millioner.

Som fremtidssikring af området opføres der også 22 moderne og attraktive familieboliger som rækkehuse. Det vil koste 42 millioner.

I Kløvervænget reduceres med 96 boliger, og de resterende 136 boliger renoveres gennemgribende. Der bygges også 22 nye boliger som rækkehuse. Foto: Jan Knudsen

Rosnæs

På Rosnæs er '44's afdeling 5 med funktionærblokkene, Strandvej 24 A og Strandvej 24B, pensionistboligerne (rækkehusene), Lindevej 2-44 og blokkene Enehøjevej 57-57B, også kommet med i kampen om milliarderne.

De i alt 70 nedslidte boliger skal renoveres for 71,1 million kroner. Boligerne trænger til nye, tidssvarende badeværelser, nyt tag og en total udskiftning af installationer.

I rækkehusene på Lindevej påtænkes det at forbedre tilgængeligheden. Badeværelset skal flyttes til det nuværende depot, og der skal laves køkken/alrum. I blokken skal badeværelser gøres større og tidssvarende, så afdelingen fremtidssikres.

Der er et stort fællesskab på Rosnæs, og det forventes, at en stor del af beboerne ønsker at vende tilbage til deres egen bolig efter renoveringen.

BUC-grunden

På grunden, hvor Nakskov Børne- og Ungdomscenter lå, ønsker '44 endvidere at opføre cirka 34 almene familieboliger. De attraktive rækkehuse vil ligge i forlængelse af boligselskabets populære afdeling på Ole Kirks Allé.

Der kan opføres cirka 30 til 45 boliger i et eller halvanden plan. Det forventes at koste 62,8 millioner kroner at opføre byggeriet.

Den forventede leje vil ligge i den høje ende, og af kommunens administration gøres politikerne opmærksom på, at Nakskov vil få mange nye trerumsboliger i tæt-lav byggeri. Der er også overvejende trerumsboliger på vej i Rosenparken, i de skitserede nybyggede boliger i Kløvervænget samt ønske om det samme i Birkevænget.