Musikeren spillede ufortrødent videre på hammond-orglet og holdt først op da han så festdeltagerne fare forvirret rundt. Detonationen var så kraftig, at skiltene med nødudgang flere meter væk blev blæst ned og det samme skete med de flasker rødvin serveringsdamen stod med i hånden, klar til at skænke, da alt blev inferno og ikke et eneste helt glas stod tilbage på bordet. '
Det er kort sagt et nærmest surrealistisk forløb, der tegner sig efter at lokalpolitiet i Nakskov nu har afhørt deltagerne i bombefesten i Østofte Forsamlingshus i lørdags. Politiet har savet hullet i bordpladen fri for at undersøge nærmere, hvor meget kraft, der har været på eksplosionen, og det står mere og mere klart, at det har været utroligt heldigt at der ikke er flere der er kommet til skade.
Det eneste der mangler er en helt utvetydig forklaring på, hvorfor det kunne gå så galt. Den 42-årige mand, der havde anbragt bomben på bordet, havde ikke på nogen måde camoufleret den som en bordbombe eller sangskjuler. Han siger, at det var for sjov, og at han aldrig havde drømt om at nogen ville tænde den.
Den 60-årige fødselar havde været på toilettet, og blev opfordret til at tænde bomben der i mellemtiden var anbragt foran ham, hvilket han altså gjorde. Flere festdeltagere har til politiet sagt, at de lige nåede at tænke, at "den sprutter lidt rigeligt", før detonationen kom.
Den 42-årige mand er sigtet efter paragraf 252 i straffeloven, der handler om for vindings skyld eller, som i dette tilfælde, af kådhed at volde nærliggende fare for nogens liv. Der er tale om en alvorlig sag, idet strafferammen er op til fire års fængsel.
Peter Gade
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned