Borer 139 huller i diger på Lolland

Der skal i den kommende tid tages 139 boreprøver af digerne på det sydlige Lolland. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Sydlollandske digers robusthed skal tjekkes.

Offentliggjort Sidst opdateret

For snart 11 måneder siden, 20. oktober 2023, blev Lolland, Falster og småøerne ramt af en stormflod, som skabte markante ødelæggelser og flere steder udfordrede digerne kraftigt.

Nu vil Kystdirektoratet i samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Geo undersøge, hvordan det står til med digerne på en stor del af det sydlige Lolland.

Forberedelserne er allerede i fuld gang, og i næste uge begynder man så arbejdet med at tage boreprøver af digerne forskellige steder.

Helt præcist skal der tages 139 boreprøver over en 74 kilometer lang strækning fra nord for Tårs og til Keldskov. Formålet er at få et indtryk af, hvor stabile og robuste digerne er, oplyser Kystdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det er Kystdirektoratet, der står bag undersøgelsen, men den praktiske del med at indsamle boreprøver og bearbejde resultaterne, står Geo for.

Kan give digelag og beredskab vigtig viden

- Med bedre viden om digernes konstruktion bliver det muligt for Kystdirektoratet at give ejere og digelag tilbagemeldinger om eventuelle behov for forstærkning eller reparation. Samtidig bliver beredskabet klogere på, hvor der er størst risiko for digebrud under stormflod.

- Det manglende kendskab til konstruktionen af mange diger skyldes blandt andet, at mange af dem i sin tid er opført af landmænd, som ikke har fulgt nogen opskrift på, hvordan man laver holdbare diger, forklarer Kystdirektoratet i pressemeddelelsen.

Prøvetagningerne sker i praksis ved at bore en snegl cirka 50 centimeter ned i jorden og hente jordprøver op, som herefter sendes til analyse. Derudover tager man også forskellige styrkeprøver og laver et kontroltjek af græssets rodnet. Hullerne forsegles igen, når arbejdet er færdigt.

De lokale dige-ejere og digelag er informeret om arbejdet, oplyser Kystdirektoratet.

Projektet begynder altså i næste uge og ventes at vare frem til slutningen af året. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår man forventer at have resultatet af undersøgelserne klar.

Det er Kystdirektoratet, der betaler for undersøgelserne. Pengene kommer fra finansloven for 2023.