Borgmester til borgermøde: Det er ikke fair

Holger Schou Rasmussen (S). Arkivfoto: Anders Knudsen

Staten fordeler pengene til kommunen på en uretfærdig måde. Det fastslog Holger Schou Rasmussen, da Lolland Kommune tirsdag aften holdt borgermøde. Her fortalte han, at han kæmper for at gøre sin indflydelse gældende og for nylig har holdt oplæg for regeringen og den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Det er ikke fair! Sådan ser borgmester Holger Schou Rasmussen (S) på statens måde at fordele penge til kommunerne på. Og på aftenens borgermøde gav han et par eksempler på uretfærdighederne.

Det første handler om de 500 millioner kroner ekstra, regeringen vil give kommunerne for at få flere elever til at bestå eksamen i dansk og matematik. De penge bliver fordelt til kommunerne efter befolkningstal og ikke behov.

Det betyder, at Gentofte Kommune får dobbelt så mange af pengene, som Lolland Kommune gør, påpegede han. Men hvor det i Lolland Kommune er 34 procent af eleverne, der dumper i de to fag, er det kun to procent i Gentofte Kommune.

På samme måde fordeles pengene til at dække udgifter til seniorpension efter befolkningstal. Derfor får Hørsholm og Lolland Kommuner nogenlunde lige meget. Men hver gang Hørsholm Kommune har én borger, der går på seniorpension, har Lolland Kommune fem.

- Man fordeler dem sådan, fordi man tænker, man har en udligning, der virker, forklarede Holger Schou Rasmussen - som absolut ikke mener, at udligningssystemet virker, og at argumentet derfor ikke holder.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Tirsdag aftens borgermøde om Lolland Kommunes økonomi foregik i Højreby Hallen. Foto: David Arnholm

Samtidig harcelerede han over, at man i andre tilfælde godt kan finde ud af at fordele penge på en anden måde. Da der blev indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne, blev pengene således fordelt efter antallet af 0-6-årige i kommunerne - hvilket betød, at Københavns Kommune fik en meget stor del af pengene. Selvom kommunen er ganske velstående.

- Kommunernes Landsforening og Lolland Kommune burde måske alliere sig og gå hårdere til stålet. Du burde gøre din indflydelse gældende! opfordrede en borger.

- Den største fjende er ikke regeringen, men KL. De hytter deres egne skind. Jeg kan ikke få KL i snak om det her, svarede Holger Schou Rasmussen, der til gengæld forsikrede, at han gør sin indflydelse gældende på Christiansborg.

Den største fjende er ikke regeringen, men KL.

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Jeg har været inde at holde oplæg for folketingsgruppen og alle ministrene om den grønne omstilling. Vi kommer til at få flere arbejdspladser, men der går noget tid, før vi ser det i kommunekassen, sagde han.

Læs meget mere om borgermødet og besparelserne i Folketidende onsdag.