Borgmester: - Vi skal ikke grille med vennerne

Holger Schou Rasmussen. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Beder lollikkerne om at holde fast i god hygiejne og afstand.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND I den ugentlige covid-19-status fra Lolland Kommune forbereder kommunen sig på at genåbne samfundet mere.

"Ved indgangen til uge 7 siden neddroslingen af det offentlige Danmark kan der skimtes lys for enden af tunnelen", skriver kommunen.

Samtidig maner borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til besindighed.

- Vores tilbagevenden til hverdagen vil være til en ny hverdag, og det kan kun ske, hvis vi alle bliver ved med at tænke os om og tage ansvar, siger han.

- Vi skal blive ved med at holde den gode hygiejne og holde afstand, og vi skal være lige så gode til det nu, som vi var i starten af epidemien. Her oplever jeg desværre, at vi begynder at tage for let på sygdommen. Vi begynder at stimle sammen igen, vi skal lige grille med vennerne, og vi går for tæt på hinanden i det offentlige rum.

- Jeg forstår det på sin vis godt. Det kan være svært at blive ved med at holde fast i de rigtige vaner. Det er i sig selv hårdt arbejde, og samtidig snakker vi så meget om genåbning af samfundet, at vi helt glemmer, at vi slet ikke er der endnu, siger borgmesteren, der opfordrer alle til at hanke op i sig selv, holde afstand og prioritere høj hygiejne.

Mange af kommunens aktiviteter er genoptaget.

Børn til og med 5. klasse er startet i dagtilbud og skoler. Udendørs idrætsanlæg er åbnet. Færgerne sejler med flere afgange - dog stadig efter særplan. Hos Park og Vej, Service og Bygninger, Social og Arbejdsmarked samt Børn og Unge er viften af opgaver, der udføres, fordi de ikke kan vente, udvidet hen ad vejen.

Kommunen er ikke alarmeret over nyheden om, at Lolland Kommune ligger højt i statistikkerne over smittede med covid-19.

"Stigningen er beskeden i antallet af smittede, og det er helt forventeligt, at med en langsom åbning og en drastisk udvidelse af testning vil antallet af smittede stige. Konkret viser de aktuelle tal, at der er 70 konstateret smittet i Lolland Kommune. En enkelt med COVID-19 er indlagt på sygehus", skrev kommunen fredag.

Lolland Kommune arbejder nu frem mod at sikre en manøvredygtig medarbejderstab, også selv om covid-19 skulle ramme hårdere, som genåbningen skrider frem. Det sker blandt andet med en jobbank som beredsskab for skoler og dagtilbud.