Borgmester: Vi skal stramme op

Borgmester Holger Schou Rasmussen kommer med en appel til de unge. Foto: Anders Knudsen/Arkiv

Har særlig appel til de unge vedrørende covid-19.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND - Vi kan stadig holde styr på covid-19 i Lolland Kommune, hvis vi strammer op, lyder det fra borgmester Holger Schou Rasmussen (S) i en pressemeddelelse.

I den seneste tid er der i Danmark sket en kraftig stigning i antallet af covid-19-smittede.

Lolland Kommune hører stadig til blandt kommunerne med færrest smittede, men også her bevæger tallet sig opad, og Holger Schou Rasmussen opfordrer til at tage situationen alvorligt.

"De mange udbrud viser med al tydelighed, at vi ikke kan tillade os at læne os tilbage. Tværtimod er det nu tid til, at vi i fællesskab strammer gevaldigt op, så vi kan holde situationen under kontrol.

Indtil videre er vi lykkedes med at holde covid-19 nogenlunde nede her på Lolland, men smitten kommer tættere og tættere på, og vi har de sidste uger set flere lokale eksempler på, hvor hurtigt det kan gå den forkerte vej.

Det skal vi for alt i verden forsøge at undgå. Også selvom det betyder, at vi i en lang periode endnu er nødt til at leve sammen på en anden måde og vænne os til nye forholdsregler.

Det er ganske enkelt helt afgørende for, at vi trods alt kan fortsætte med at holde samfundet så åbent som muligt og for, at vi sammen kan komme godt ud på den anden side. Og det tror jeg på, at vi kan", pointerer Holger Schou Rasmussen.

Lige nu er der en tendens til flere smittetilfælde blandt unge og de steder, hvor unge færdes. I Lolland Kommune har der for eksempel de seneste uger været smittede i både folkeskoler og på gymnasiet, hvilket har ført til midlertidige hjemsendelser og nedlukninger. Borgmesteren har derfor en særlig appel til de unge:

De seneste 7 dage (regnet fra søndag) er der registeret 30 nye smittede i Lolland Kommune. De 22 er i alderen 10-19 år. Foto: Grafik fra Statens Serum Institut.

Unge har et medansvar

"Vi kan se, at de unge overordnet er rigtig gode til at følge anbefalinger og restriktioner i skoletiden, og det skal de have stor ros for. I fritiden er det sværere. Jeg forstår fuldt ud, at det kan være hårdt at undvære den tætte kontakt til vennerne og at give afkald på fester og andre sociale aktiviteter.

Vi lider alle - unge som ældre - afsavn i den her tid. Jeg er da også sikker på, at de fleste unge tager situationen alvorligt og gør deres bedste for at undgå smitte. De skal i hvert fald forstå, at de har et væsentligt medansvar, og at de kan gøre en stor forskel ved at holde afstand og undgå at mødes med for mange og for eksempel i stedet gøre brug af mulighederne for at mødes digitalt. De har jo også en interesse i, at vi fortsat kan holde åbent for skoler, uddannelsesinstitutioner og fritidslivet", siger borgmesteren.

De seneste 7 dage (regnet fra søndag) er der registeret 30 nye smittede i Lolland Kommune. De 22 er i alderen 10-19 år.

De seneste 7 dage (regnet fra søndag) er der registeret 37 nye smittede i Guldborgsund Kommune. De 15 er i alderen 10-19 år.

De seneste 7 dage (regnet fra søndag) er der registeret 37 nye smittede i Guldborgsund Kommune. De 15 er i alderen 10-19 år. Foto: Grafik fra Statens Serum Institut