Børn hjælper ukrainske børn

Eleverne i 3.P fik så travlt i det første frikvarter, at de måtte have alle i klassen i gang med at sælge. De havde ellers planlagt bemandingen i kageboden på en liste, som hang på husmuren bag dem, men den måtte de hurtigt droppe. Der var brug for alles hænder. Foto: Rikke Folm Berg

- Jeg ville gerne hjælpe alle børnene i Ukraine, fortalte Karla fra 3.P om sin ide til kagesalget

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Der var et leben foran kageboden i skolegården på Privatskolen i Nakskov, hvor eleverne fra 3.P fredag solgte alt fra gyldne kys til drømmekage, chokoladekage pyntet med hjerter, muffins med farverig glasur, cookies og petit fours. Lækkert så det også ud, men salget handlede ikke kun om at tilfredsstille den søde tand, men også om at hjælpe Ukraine - især børnene i Ukraine. Og det var noget, som eleverne på begge sider af borde-bænke-disken gerne ville bakke op om.

Ideen til kagesalget kom fra Karla i 3.P.

- Jeg så noget i fjernsynet om en, der gerne ville hjælpe Ukraine ved at samle flasker med pant ind og så give pengene til Ukraine, og så tænkte jeg, at jeg også gerne ville hjælpe, fortalte Karla.

- Jeg ville gerne hjælpe alle børnene i Ukraine.

Hun talte derfor med sin mor om, hvad hun kunne gøre, og så kom hun på ideen med at sælge kager på skolen.

Hendes mor, Camilla Nordstrøm, der i øvrigt sidder i skolebestyrelsen, tog fat i skolen for at spørge, om det var i orden. Det var det. Derefter skrev hun ud til forældrene i 3.P, at de kunne melde sig på et bagehold, hvis de havde lyst til at bidrage.

- Da jeg så i morges, hvor mange kager, der kom, tænkte jeg; hold da op - gad vide om vi får solgt dem. Men det ser det ud til, at vi gør, fortalte hun.

Allerede i det første frikvarter, hvor 3.P stod og solgte, var der nemlig godt gang i salget.

Ifølge kagekøberne var et kagesalg til fordel for Ukraine en god idé.

- Fordi der er krig i Ukraine og mange, der bliver dræbt, sagde Seline fra 3.K.

- Fordi Putin er i gang med at tage hele Ukraine, og jeg tænker, det er dumt, ar han gør det, sagde Mathilde fra 4.K.

- Det er forfærdeligt, at Putin bare angriber, når de ikke har gjort noget. Det skal stoppe, sagde Luna fra 4.K og lod vide, at hun også ville købe nogle kager med hjem, så hendes veninde fra klassen, som sad hjemme med brækket ben, også kunne få.

Eleverne i 3.P var alle glade for at kunne hjælpe. Pengene fra kagesalget bliver givet videre, når DR og TV 2 i dag lørdag sender en støttekoncert, hvor der samles ind til akuthjælp til krigens ofre, oplyste Camilla Nordstrøm.