Børn og voksne foldede bogsider

Lili-Marie Frøhling og Freja Huusom Soelmark fik hurtigt foldet en masse bogsider, og så gik de i gang med at dekorere deres bogdyr. Foto: Jan Knudsen

Bibliotekets kasserede bøger fik nyt liv som mus.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Vinterferien er i gang. Og det myldrer med tilbud om aktiviteter målrettet de ferieramte børn og deres voksne, blandt andet på Nakskov Bibliotek.

På biblioteket har man flere forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Mandag havde biblioteksformidler Anja Madsen inviteret til kreaworkshop med bogmus.

15 børn var tilmeldt, men også de voksne fik lov at folde med. Og der blev foldet bogsider på livet løs i adskillige af bibliotekets kasserede bøger.

At det er i kasserede bøger, man får lov at folde mus, gjorde Anja Madsen meget tydeligt opmærksom på.

- Husk! Det er kun, fordi de skal smides ud, at vi folder i dem. Man må ikke gøre det med bøgerne på biblioteket, slog hun fast.

- Eller derhjemme, kom det tørt fra en af de deltagende forældre.

Anja Madsen delte bøger ud og viste forskellige eksempler på, hvordan en bogmus kan se ud. Hun hjalp alle i gang med at folde og fyldte op med glimmer, antenner, filt og andet dekorationsmateriale, så musene kunne få øjne, næser, ører og antenner.

Janne Heise spurgte først sin søn Magnus, om han ville med, efter hun havde tilmeldt ham, men det ville han gerne. Selv gik hun også i gang med at folde.

Da journalisten lidt bekymret spørger, om det er i orden at ødelægge bøgerne, er Freja Huusom Soelmark klar med svar:

- Vi ødelægger ikke bøgerne. Vi giver dem nyt liv, mener hun.

Det er Anja Madsen helt enig i. Hun ved, at nogle af bibliotekarerne får lidt ondt, når bøgerne bliver foldet til dyr.

- De skulle alligevel kasseres. Nu får de et andet liv, siger hun.

Hun er dog ganske tilfreds, da hun hører, at børnene også læser bøger.

Andre vinterferieaktiviteter på Nakskov Bibliotek: I morgen onsdag klokken 10 kan man lære at tegne Nomer af Nomernes far, forfatter og illustrator Jan Kjær. Klokken 10.30 er der børneteaterforestillingen "En heldig kartoffel". Fredag 18.februar er der trylleshow klokken 11.30. Man skal bestille billetter til alle arrangementer. Vil man gerne folde mus i bøger, kan man tage til Maribo Bibliotek på onsdag, hvor samme workshop holdes.

15 børn var tilmeldt på forhånd, og de voksne fik også lov at være med, da Nakskov Bibliotek havde inviteret til workshop i at lave dyr af kasserede bøger. Foto: Jan Knudsen
Mormor Solveig Frøhling foldede sit eget bogdyr. Barnebarn Lili-Maries fik mere dekoration, blandt andet antenner. Foto: Jan Knudsen
Sofie Petersen (hjerteblusen) havde lokket mor Rikke Petersen, søster Emma og Isold Kjartansdottir med. Foto: Jan Knudsen
Biblioteksformidler Anja Madsen (i midten) viser Pia Andersen og Janne Heise, at nogle bogdyr kan stå selv. Foto: Jan Knudsen
Elisabeth og mor Mie Rinken gik straks i gang med at folde bogsider. Lillebror Regnar forsvandt hen for at spille. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen