Brand i Jylland giver travlhed på Lolland
Bewi Styropack i Holeby havde travlt i forvejen og får nu endnu mere at se til. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Bewi Styropack i Holeby indleder weekend-produktion og skal bruge ekstra medarbejdere.
HOLEBY 19. marts blev flamingoproducenten Bewis fabrik i Hobro - Bewi Flamingo - ramt af en voldsom brand, og det giver virksomheden problemer. Her godt to uger efter er det lykkedes at få en del af produktionen i gang igen, men Bewis fabrik i Holeby - Bewi Styropack - skal nu aflaste den jyske fabrik.
- Vi har måttet flytte noget produktion til vores fabrik i Holeby, hvor vi i en periode af ukendt varighed skal producere noget ekstra tonnage og kommer til at udvide vores drifttid, fortæller administrerende direktør Karl Erik Olesen og tilføjer, at også Bewi-fabrikker i udlandet vil skulle aflaste Hobro-fabrikken.
Fabrikken i Maribo - Bewi Styrolit - bliver til gengæld ikke berørt, da den står for en anden type produktion.
Hvor meget produktionen skal øges i Holeby er ikke til at sige præcist, da det svinger fra uge til uge. Men da Holeby-fabrikken i forvejen kører i døgndrift, skal weekenderne nu tages i brug. Og så bliver det nødvendigt at ansætte flere medarbejdere, der skal findes lokalt.
- Vi arbejder på det, men skal lige have dannet os et overblik, siger Karl Erik Olesen, der derfor ikke kan sige, hvor mange ekstra medarbejdere der bliver brug for.
- Efter sådan en ulykke har du noget, du gør akut på den korte bane, og så skal du finde ud af noget på den længere bane, siger han og fortæller, at Bewi endnu ikke ved, hvornår Hobro-fabrikken vil være klar til at køre på fuld tryk igen.
Men han fortæller, at branden er kommet på et tidspunkt, hvor Bewi i forvejen havde travlt, fordi efterspørgslen fra industrien og byggeriet er stor.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker