Brand i købmandsbutik sørgede for lune pølser til brandmændene

Christian Flade har mange sjove anekdoter efter 50 år som frivillig brandmand på Fejø. Privatfoto

Christian Flade har i 50 år bekæmpet brande på Fejø.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Christian Flade skal kigge tilbage på de mange år, han har været frivillig brandmand på Fejø, er der især én udrykning, han husker særlig godt.

Ikke fordi den var særlig dramatisk, kostede menneskeliv eller var krævende, men fordi den sluttede af med veltempereret mad og drikke.

Kælderkolde øl

Købmand Walthers butik brød i brand, og Christian Flade rykkede ud til bindingsværkshuset, som han i anden anledning besøgte ofte. Mest for at snakke med købmanden, som han havde et godt forhold til.

Men tilbage til branden, som Christian Flade mener, var engang i 1970'erne.

Det gik hurtigt med at få bugt med flammerne, men kælderen var fyldt med vand. Det lyder træls, men det kom faktisk brandfolkene til gode.

I butiksvinduet var dåser med pølser stablet i pyramider, og flammerne havde heldigvis fået varmet vandet i dåserne op, så pølserne var blevet kogt. For at have noget at skylle de varme pølser ned med, gik brandfolkene ned i kælderen og hentede ølflaskerne, som var blevet kolde i vandet.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Christian Flade har været frivillig brandmand på Fejø i 50 år. Med til fejringen var Lolland-Falster Brandvæsens nye direktør, Morten Lykkeberg. Privatfoto

- Ja, så var der varme pølser og kolde øl, siger Christian Flade.

Torsdag blev han hædret for at være frivillig brandmand i 50 år. Det skete ved en reception på Fejø Ny Kro.

Udmelding - nej tak

Som ung prøvede han at forlade Fejøs brandberedskab, men det kom han ikke langt med.

Da Christian Flade ville melde sig ud af korpset for at flytte til København i en periode, fik han klar besked fra daværende brandchef Asger Larsen:

- Du er brandmand, og det bliver du ved med at være, når du er på Fejø.

Skideballe

71-årige Christian Flade er ikke sådan at bide skeer med. Hvis han føler sig uretfærdigt behandlet, siger han sin uforbeholdne mening.

Mens kiosken på Vesterby Havn brændte, gik det skidt med at få vand på pumperne. Faktisk kom der ikke noget vand overhovedet. Brandfolk fra Nakskov nåede frem til Fejø for at hjælpe med at slukke branden, og de gav Fejø-kollegerne en ordentlig skideballe for ikke at have styr på udstyret.

- Jeg er ligeglad med, hvor mange medaljer de har på uniformen. Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg fik sagt et og andet til de offentlige herrer. Det glemte de ikke, siger Christian Flade.

Økse og bælte

Da Christian Flade som 20-årig blev brandmand, fik han udleveret et bælte med skede til øksen. Og ikke mere. Dengang gik man ikke så meget op i sikkerhed og arbejdsmiljø.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Fine medaljer og hæder til Christian Flade. Privatfoto

Siden da er arbejdstøjet blevet opgraderet med brandsikkert tøj, hjelm og andet udstyr.

- Jeg ved ikke, om det er blevet farligere at være brandmand, siger han om udviklingen inden for arbejdsmiljø og sikkerhed.

16 brandmænd

Der er 16 frivillige brandmænd på Fejø. Og det er sammenholdet, der får Christian Flade til at blive ved med at være med i korpset af frivillige brandmænd.

- Jeg kan ikke komme i tanke om andet, end at vi har det skidehyggeligt. Sammenholdet er godt, og når vi har øvelser, drikker vi øl bagefter. Det kan godt tage et par timer, fortæller han.

Christian Flade er uddannet mekaniker og har arbejdet inden for mange felter. Han har været i det, der engang hed Civilforsvaret, og erfaringerne har han brugt som brandmand på Fejø.

Altid på vagt

Som brandmand synes Christian Flade, at han altid står til rådighed, hvis alarmen går i gang, og han har ingen planer om at gå på pension.

Han husker en nytårsaften, hvor der udbrød brand, og han røg afsted uden sin uniform.

- Jeg sad på et tag i skjorteærmer, og det var lidt småkoldt, siger han.

Hans hustru, Conni Sønderskov Hansen, kan godt blive lidt irriteret over, at han altid har sin telefon og personsøger med sig, når de skal til middag hos venner.

- Behøver du tage den med i aften? spørger hun.

- Jamen, jeg er altid på vagt, svarer han.