Brand: Naboer med pulverslukker og haveslange ilede til

Takket være til-ilende naboer blev en kraftig brand hurtigt slukket. Foto: Lars Dalsig

Tyk, sort røg væltede op fra hus, og det kunne være gået rigtig, rigtig galt, fortæller brandvæsnets indsatsleder.

Offentliggjort Sidst opdateret

BRANDERSLEV: Kort før klokken 15 fredag opdagede beboere på Branderslevvej i Branderslev lige nord for Nakskov, at tyk, sort røg væltede op fra en nabos hus. De slog alarm til brandvæsnet, men gik også selv i aktion med pulverslukker og haveslange.

Og det lykkedes dem at få slukket ilden, der var opstået i et eller andet, som stod op ad muren.

- Da vi lander, har naboer og til-ilende gjort næsten alt, hvad der skal gøres. Stor ros til dem! De har sørget for at slukke branden og sikre, at der ikke skete mere. Det kunne være gået rigtig, rigtig galt, siger indsatsleder Henrik B. Christensen fra Lolland-Falster Brandvæsen.

Han ved ikke, hvad det var, der brændte, men der var tydeligvis godt gang i ilden.

- Der var ufatteligt meget sort røg, og hele huset er sodsværtet der, hvor det stod. Nedløbsrøret og tagrenden er smeltet, siger han og tilføjer, at det måske har været nogle plastichavemøbler, der brændte.

Det er svært at definere, hvad der har stået der, for det var bare en bunke smeltet plastic.

Indsatsleder Henrik B. Christensen, Lolland-Falster Brandvæsen

- Men det er svært at definere, hvad der har stået der, for det var bare en bunke smeltet plastic, forklarer han.

Henrik B. Christensen fortæller, at husets ejer ikke var hjemme, men at nogle andre beboere var.

- De blev nok ligeså overraskede over, at der kom nogen og bankede på og sagde "Det brænder udenfor", antager Henrik B. Christensen.

Han og de øvrige brandfolk rykkede ud med tankvogn og sprøjte, men havde ikke så meget at gøre, da naboerne jo havde slukket ilden. Brandmændene brugte dog et termisk kamera til at sikre sig, at ilden ikke havde fået fat oppe under taget.

Det havde den ikke, og det er også takket være naboernes indsats, skønner Henrik B. Christensen.

- De borgere, der slukkede med pulverslukker og vandslange, har gjort en stor indsats. Det er lige efter bogen, og det er super arbejde.