Brandstifter truede med at begå selvmord

Til at begynde med var humøret nogenlunde godt hos den 16-årige dreng fra Errindlev, som er sigtet for at stå bag de tre små brande, der tirsdag aften blev antændt på færgen "Prins Richard" i rum sø mellem Rødby og Puttgarden.

Men i løbet af grundlovsforhøret blev han langsomt mere og mere nedtrykt, og i perioder gemte han ansigtet mod bordpladen foran ham, mens han småsnøftede.

Og da dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham i fire uger i surrogat på en ungdomsinstitution, truede han med at begå selvmord. Dommeren forsøgte at berolige den 16-årige med, at der på institutionen ville være nogle pædagoger, som kunne tage sig af ham, men det hjalp tilsyneladende ikke.

Kort efter gentog han, at han ville begå selvmord. Det var blandt andet udsigten til ikke at kunne komme i skole i de næste fire uger, som tog hårdt på den 16-årige. Han forklarede i retten, at han går i 9. klasse på en lokal skole, og hvis han bliver væk derfra i fire uger, vil han blive bortvist.

Den 16-årige lider af Aspergers syndrom og kunne i grundlovsforhøret ikke komme med nogen klar forklaring på, hvorfor han havde tændt ild de tre steder på færgen.

Han var i Retten støttet af en socialrådgiver fra Lolland Kommune. Udover varetægtsfængslingen besluttede dommeren også, at drengen skal under ambulant mentalundersøgelse.

Hans forsvarer kærede fængslingen til landsretten.




Den 16-årige dreng, som i går blev varetægtsfængslet for at have sat ild flere steder på færgen "Prins Richard", truede i Retten med at begå selvmord.

Offentliggjort Sidst opdateret