Bro glæder sjællandske borgmestre

Det er ikke kun på Lolland-Falster, at der er folk, som ser frem til, at byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen begynder.

Borgmestrene i Kommunesamarbejdet Sjælland Syd, som er et samarbejde mellem Vordingborg, Næstved og Fakse kommuner, mener, at broen vil skabe store muligheder for erhvervsudvikling og nye arbejdspladser. Både i selve byggeperioden og bagefter, når bilerne begynder at køre fra Danmark til Tyskland og omvendt.

- Broen vil være en betydelig vækstdriver for erhvervsudviklingen syd for København. Både danske, men også internationale virksomheder, vil udnytte at Sjælland får en mere gunstig placering, når Femernforbindelsen lukker hullet mellem Norden og resten af Europa, siger Vordingborgs borgmester Henrik Holmer i en pressemeddelelse.

Næstved borgmester Henning Jensen ser også trafikale og miljømæssige fordele i en bro over Femern Bælt.

- En fastholdelse af fokus på Femernforbindelsen og efterfølgende forbedringer i infrastrukturen vil nedsætte biltrafikken på Køgebugtmotorvejen, reducere personskader og forurening samt spare milliarder i tabt arbejdsfortjeneste på at vente på togforsinkelser og bilkøer, for ikke at tale om den uberegnelige effekt, der ligger i bedre liv.., siger han.




Borgmestrene i Vordingborg, Næstved og Fakse kommuner glæder sig over, at der nu er indgået en aftale om en bro over Femern Bælt. De mener, at broen bliver en vækstdriver.

Offentliggjort Sidst opdateret