Budgettet for 2021 fordelt

Der er fundet flere penge til sygeplejen, men de skal sikre, at der kan spares yderligere i fremtiden. Foto: Lolland Kommune

Pengene på Lolland Kommunes budget for 2021 er fordelt.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Ifølge en rapport fra Social- og Indenrigsministeriet bruger Lolland Kommune 19 procent mindre på offentlig administration, end man kunne forvente, og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at puslespillet lægges helt korrekt.

Mandag blev Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Din Stemme og Lokallisten Lolland enige om, hvordan rammerne for økonomien i Lolland Kommune kommer til at se ud i 2021.

På ældre- og sundhedsområdet er der flere pointer, der springer i øjnene i det korte sammendrag, byrådet mandag sendte ud via en pressemeddelelse.

Der er for eksempel fundet penge til at fastholde det nuværende niveau på Team træning, der ellers skulle have været beskåret ganske betragteligt.

Derudover er der fundet ekstra millioner til at drive udviklingen på ældreområdet, står der skrevet i pressemeddelelsen fra kommunen:

"For at fastholde niveauet for den rehabiliterende indsats annulleres reduktionen på Team træning på 400.000. Samtidig afsættes yderligere 3,6 millioner kroner til at understøtte udvikling på ældreområdet. Den økonomiske genopretningsplan, der er igangsat for de decentrale enheder i ældreplejen betyder, at alle udviklingstiltag er sat på pause. Tilførslen af ekstra midler giver mulighed for at igangsætte udviklingstiltag også i 2021, herunder at fremtidssikre det eksisterende nødkaldsanlæg, så det kan håndtere digitale signaler. Prioriteringen af disse midler sker i fagudvalget."

Både afskaffelsen af nedskæringer på Team træning, der hjælper borgere med behov for træning, genoptræning samt forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, og de ekstra 3,6 millioner kroner til understøttelse af udviklingen af ældreområdet i Lolland Kommune glæder formanden for ældre- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune, Tom Larsen (V).

- Vi fjerner besparelsen, og det er jeg rigtig glad for. Det var en tvunget besparelse, ikke noget vi havde lyst til at gøre, så det er jeg glad for. Jeg tror, det er en god investering i et bedre liv for mange borgere i Lolland Kommune, udtaler Tom Larsen.

Helt overordnet mener han, at budgetforliget bliver en god ting for hans udvalg.

- Jeg er tilfreds med den overordnede aftale. Nogle af midlerne blivr brugt på at støtte op om de mange frivillige initiativer, vi ser i kommunen. Vi vil prioritere paragraf 18, efter de har nedlagt paragraf 79 (paragraffer i Serviceloven, der dikterer, hvordan kommuner skal støtte op om frivillige initiativer, red.). Det er så vigtigt med de udfordringer, vi har, at vi kan understøtte frivilligheden så meget som muligt, for det er så vigtigt for rigtig mange borgere. Det er dejligt at kunne tilbageføre nogle penge til den sektor, som vi blev tvunget til at beskære tidligere, siger Tom Larsen.

Andre steder er der tilført penge med den forhåbning, at det vil give besparelser på den lange bane. For eksempel i sygeplejen, der får fire millioner ekstra at rutte med for at kunne håndtere den stigende mængde patienter.

"Samtidig er der igangsat en nærmere analyse af sygeplejen, der skal sikre en effektiv drift og fortsat udvikling af den faglige kvalitet. Det forventes at budgettet kan reduceres med 1 million kroner fra 2022," skrives der i pressemeddelelsen.

Læs også artiklerne "Flere penge til ældrepleje og øget fokus på frivillige" og "Vil gentænke ældrepolitik"