Byens juletræ får mange reaktioner: Derfor er det mindre end sidste år

Sådan ser Axeltorvs juletræ ud anno 2024. Foto: Peter Dan Petersen

Et facebookopslag om juletræet på Axeltorv i Nakskov har fået mange reaktioner, hvor det blandt andet påpeges, at træet er mindre end det, der stod på samme torv i fjor. Formand for handelsstandsforening forklarer valget af træ.

Offentliggjort Sidst opdateret

Juletræet har ikke engang fået sin pynt, før snakken er begyndt.

For nylig har træet vanen tro taget plads på Axeltorv i Nakskov inden tændingen fredag. En person har delt et billede af træet i et opslag på facebooksiden "Nakskov" og undret sig over, at træet ikke er større. Opslaget har i skrivende stund 258 kommentarer.

De fleste maner til ro og synes, det er et godt juletræ, mens en håndfuld andre også synes, træet er for lille.

- Det er altid svært at sammenligne med et kæmpetræ, som det vi havde sidste år, siger Peter Dan Petersen, der er formand for Nakskov Handel & Erhverv. Sidste år var træet så stort, at der var bøvl med at få det transporteret til torvet.

- Det helt rigtige træ

Det er Nakskov Handel & Erhverv, der sammen med Lolland Kommunes Park- og Vejafdeling udvælger juletræet, som altid bliver doneret kvit og frit.

- Vi har besigtiget mange træer. Der er mange træer, der ser fine ud, men så mangler bagsiden for eksempel. Vi har brugt rigtig mange timer på at finde det rigtige, siger formanden og fortsætter:

- Det er et meget flot og harmonisk juletræ. Det kunne selvfølgelig være større, men sidste år fik vi også ballade for, det var for stort og dominerende. Det her træ er det helt rigtige, siger han og tilføjer, at der er seks meter op til stjernen på træet anno 2024.

De negative reaktioner ærgrer Peter Dan Petersen, der må erkende, at det er svært at gøre alle tilfredse.

- Man skulle måske glæde sig lidt mere over, at nogen bruger energi og kræfter på at finde det rigtige træ. Det er trist, at et par enkelte bringer negativ stemning. Men mon ikke, der kommer 2-3000 mennesker og ser det alligevel?

Juleby

Formanden fortæller videre, at det ville være vanskeligt at have et lige så stort træ som sidste år.

Handelsstandsforeningen gentager nemlig succesen fra sidste år, hvor en juleby under navnet "Jul på torvet" blev opsat op Axeltorv.

Han fortæller, at det har udviklet sig, så der i år kommer flere aktiviteter og boder på torvepladsen. Julebyen åbner fredag den 29. november klokken 15.