Bygger padel-hal ved Lalandia

Endnu er der ikke truffet endelig afgørelse om udseendet på den kommende hal i Rødbyhavn, men den kan komme til at ligne hallen på billedet her, fortæller Benny Damgaard. Foto: Screenshot fra video

Håndboldfamilie kaster sig over ny sportsgren for at give oplevelser tilbage til Sydlolland

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Håndboldbrødrene Morten og Michael Damgaard er gået sammen med deres far, Venstres byrådskandidat Benny Damgaard, om at bygge en stor hal til padel-tennis ved Lalandia. Projektet til flere millioner kroner har de arbejdet på i 10 måneder, og nu er alle aftaler så godt som på plads.

- Familiens aner har altid været Rødby og Sydlolland, og vi har altid identificeret os med lokalområdet, siger Benny Damgaard.

Derfor var det også helt naturligt for familien, at de gerne ville give noget tilbage til det område, som har givet dem så meget. Begge drenge begyndte håndboldkarrieren lokalt, inden de har rejst udenlands med deres sport.

- Men når de kommer hjem, er de altid lige forbi kirkegården for at besøge bedsteforældrenes gravsted.

Skulle være ved Lalandia

Fra det øjeblik idéen om at gå sammen om et firma opstod, var én ting helt sikkert.

- Placeringen skulle være på Sydlolland. I området omkring Rødby eller Rødbyhavn. Det var meget magtpåliggende for os alle, forklarer Benny Damgaard.

På grund af coronaen har de tre primært mødtes telefonisk, og her er der fra første dag blevet brainstormet på projektet. Michael Damgaard fik idéen om at gå ind i padel-sporten, og det var de to andre med det samme med på.

- Jeg sagde, at sådan en padel-hal skal da ligge ved Lalandia, og det har vi så arbejdet på siden, og det bliver en realitet næste år, lyder det fra håndbolddrengenes far.

Familien har sammen startet firmaet MML Padel - efter forbogstaverne i deres fornavne, men de kalder det blot Padel Lalandia. For nok bliver det placeret ved det store feriecenter på Sydlolland, men det er familien Damgaard, der står for hallens drift. Det bliver med far Benny som daglig leder. De lejer sig ind på Lalandias jord, og det er tanken, at den nye hal vil blive placeret på de gamle tennisbaner.

- Placeringen er helt perfekt, fordi man ikke vil kunne komme til Lalandia uden at se hallen, siger den kommende daglige leder.

Sport i vækst

Padel-tennis er den hurtigst voksende sportsgren i Danmark, men endnu er der ikke nogen baner på Lolland. Maribo Hallerne er ved at have to udendørsbaner klar, men indendørs bliver banerne på Sydlolland de første.

I Damgaard-familien var det vigtigt, at det, man investerede i, var noget, som kunne samle familien. Nok skal der være mulighed for at dyrke sport, men det handler også om at hygge sig - og så udmærker sporten sig ved at være for alle, uanset alder.

- Det er en sport for alle, og i et tempo for alle. Derfor passer den rigtig godt til området, slår Benny Damgaard fast.

Investeringen i den nye padel-hal er på flere millioner kroner, og går alt efter planen, burde den kunne stå færdig til april.

- Nu begynder vi i Rødbyhavn, og så må vi se, om det udvikler sig.

Nærvær til gæsterne

Hos Lalandia glæder centerchef Karsten Juhl sig over planer.

- Det er et meget spændende projekt, som vil betyde, at Lalandia kan tilbyde noget nyt og anderledes til vores gæster, siger han.

Feriecentret gør det ikke for at blive et paradis for sportsfolket, men fordi padel-tennis er en sport, som familien kan samles om.

- Da vi i sin tid opgav planerne om en golfbane, var det, fordi golf er en meget individuel sport, hvor forældrene måske går ud og spiller, mens børnene bliver i vand- eller legelandet. Padeltennis er som badminton noget, hele familien kan samles om, og hvor der både er plads til elitespillere og helt nye, lyder det fra en spændt centerchef.

Tanken er, at den nye padel-hal er for alle, som har lyst til at leje en bane. Det kommer til at foregå via en app, hvor man booker sin bane, og så kan man ellers komme ind og spille. Når tiden er gået, slukker lyset på banen.

Både hos Damgaard-familien og Karsten Juhl fra Lalandia er der et håb om, at hallen vil trække mange lokale til feriecentret. Især for håndboldfamilien har det været vigtigt, at det er en investering i et område, som har haft så stor betydning for dem.

- Og så kan det jo være, at de lokale har lyst til en is, noget at drikke eller spise efterfølgende inde hos os i Lalandia, siger Karsten Juhl.