Hvor højt kan man egentlig komme op i luften på sådan en hoppepude? Drengene på Albuen Strand Camping gjorde, hvad de kunne for at finde ud af det. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Sommeren 2022 er en campingsommer. Der er rigtig travlt rundt om på campingpladserne på det vestlige Lolland. Ikke mindst cykelturister fra Holland og Tyskland lægger vejen forbi.
Hanne Gaard GuldagerHanneGaard Guldager
OffentliggjortSidst opdateret
VESTLOLLAND: Hvis nogen skulle gå med den opfattelse, at Kreta, Mallorca og Sydfrankrig har trukket alle turister til sig denne sommer, skal man blot tage en tur rundt til campingpladserne på det vestlige Lolland. Så får man en helt anden historie at fortælle, viser en lille temperaturmåling på campingpladserne.
Jes Varming, der ejer Hummingen Camping, siger det meget klart:
- Det går rigtig godt. Det er fjerde år, jeg har pladsen, og det er første år med så mange bookinger. Vi har samme antal bookinger nu, som vi havde hele sidste år.
Gæsterne på Ro Naturcamp på Fejø kommer hovedsagelig for den smukke natur og roen på øen. PrivatfotoPrivatfoto
Fra Marie Raunkjær, der står i spidsen for Ro Naturcamp på Fejø, lyder samme melding.
På campingpladsen, hvor turisterne kommer for naturen, stemningen og roen, har der været fuldt booket i pladsens egne hytter og telte siden påske.
Annonce
- Det har været et rigtig godt år. Næsten bedre end sidste år. Så vi er meget glade. Vi kan mærke, at turisterne aktivt vælger os til. Det er primært børnefamilier og par fra større byer, der kommer hos os. De kommer for de lokale produkter og roen, fortæller Marie Raunkjær, der kører campingpladsen på Fejø sammen med sin mand, Nicolai.
Det har været et rigtig godt år. Næsten bedre end sidste år.
Marie Raunkjær, Ro Naturcamp på Fejø
Der er ingen tvivl om, at der er gang i naturcampingen på Fejø.
- Det er fritid og fornøjelse, der flyder sammen. Det er hårdt, men på den sjove måde, smiler hun.
Udenlandske turister tilbage igen
Lige på den anden side af vandet i Kragenæs, hvor færgen fra Fejø lægger til, oplever ejeren af Kragenæs Marina Lystcamp, John Pedersen, at tilstandene efter to travle corona-sæsoner nu er normaliseret lidt mere. Her kunne man godt mærke, at der var gratis færger til øerne i corona-tiden.
- Det er en lidt mere almindelig campingsæson, som lever helt op til forventningerne. Hos os er det øerne, der trækker. Der har været så mange, der har besøgt øerne under corona, og nu er det blevet lidt dyrere at sejle over til øerne, fortæller han fra campingpladsen, der også ligger tæt på en af Lollands helt store attraktioner, Dodekalitten.
Thomas Fugl, ejer af Nakskov Fjord Camping, har i sommerhalvåret en arbejdsdag på omkring 18 timer. Blandt andet når han at lave rigtig mange softice i løbet af en sæson. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Også på Nakskov Fjord Camping betegner ejer Thomas Fugl sæsonen i år "et normalt år".
Campingpladsen har gennemført en meget stor udvidelse over det seneste års tid, så der nu er 70 procent flere enheder at leje ud. En ny legeplads er etableret, og en pool er på vej.
Han peger på, at hvor det var danskere under corona-tiden, er de udenlandske gæster nu tilbage:
- De opvejer hinanden. Svenskerne og nordmændene er kommet tilbage efter coronaen, og vi har mange hollændere og tyskere på pladsen, fortæller Thomas Fugl, der også kan se, at et besøg på feriemessen i Herning har givet gæster på pladsen, ligesom man har et tæt samarbejde med Visit Lolland-Falster.
Annonce
- Vi har fået et rigtig godt brand udadtil.
Hollændere på cykel
På Hummingen Camping på Lollands sydkyst har Jes Varming noteret sig, at især en bestemt type turister lægger vejen forbi:
- Vi har utrolig mange hollandske og tyske turister på cykel. Og også nogen, der kommer helt fra Frankrig på cykel.
Det er blandt andet færre corona-restriktioner i Danmark, der får cykelturisterne hertil, og så ikke mindst cykelruten, Østersøruten N8, som løber langs den smukke lollandske kyst og forbi flere af campingpladserne.
- Danmark er et godt land at cykle i, siger Jes Varming.
Udover cykelturisterne har også børnefamilierne taget campinglivet til sig i år.
- Der er mange børnefamilier, der har købt sig et stort villatelt, og så tager de afsted. Jeg har aldrig set så mange store telte på pladsen. Det er simpelthen så dejligt at se. Campinglivet er på vej tilbage.
Jeg har aldrig set så mange store telte på pladsen. Det er simpelthen så dejligt at se. Campinglivet er på vej tilbage.
Jes Warming, Hummingen Camping
Jes Varming har haft en travl campingsommer med rigtig mange bookinger. Især har mange cykelturister drejet jernhesten mod Hummingen Camping. Foto: Hummingen CampingHummingen Camping
Det er stukket helt af
Det er campinglivet i den grad også et godt stykke længere ude af Lollands kyst. På Albuen Strand Camping hos BelinDa Funch Christiansen og hendes mand, Flemming.
Annonce
Også her lægger familier og cykelturister fra både Danmark og udlandet vejen forbi i stor stil. Der er booket hytter, telt- og campingvognspladser og solgt is i et omfang, som kommer noget bag på BelinDa. Lige nu er fryseren faktisk tømt for is, så travlt har der været i kiosken.
- Det er stukket helt af. Jeg er meget imponeret. Belægningen på vores hytter er helt vild, og vi får så mange forespørgsler på vores hytter. Jeg har også måttet hyre personale ind flere steder på pladsen, fortæller BelinDa, der mener, at en massiv markedsføringsindsats især på Facebook har haft betydning.
Sommerhusejerne rundt om Albuen Strand Camping kan også hoppe i poolen på campingpladsen, og den mulighed benyttede Maria Benavente og sønnen Jonathan sig af denne solskinseftermiddag. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Og sådan ser det ud, når man har lavet bomber i vandet. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Desuden trækker de mange arrangementer, der bliver lavet på Albuen Strand Camping, også gæster til. Senest har der været holdt "Jul i juli". Juletræet står endnu midt på pladsen. Der er også ølsmagning, pølsemageri, snobrødsbagning, ginsmagning, fodboldturneringer og meget andet.
- Vi laver meget med arrangementer og musik. Og så har vi et motto, der hedder "kig op". Det tiltaler mange, at man kan kigge lidt op fra de digitale skærme og lave noget andet, siger BelinDa Funch Christiansen.
En af de familier, der har lagt nogle feriedage ved Albuen, er Eva La Cour og hendes børn, Oliver og William. Camping er hygge og afslapning.
- Børnene kan jo løbe ud og lege. De kan bade, hoppe på hoppepude og finde legekammerater, og man glemmer lidt, hvad klokken er, lyder det fra Eva La Cour.
BelinDa, William og Flemming er teamet bag Albuen Strand Camping. Og så selvfølgelig med opbakning fra maskotten Kurt. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Opvask på 10 minutter eller 2 timer
Udover turister har campingpladserne også deres helt faste kunder, nemlig fastliggerne.
På Albuen har BelinDa Funch Christiansen i år 56 fastliggere.
Annonce
En tur rundt på Nakskov Fjord Camping afslører også, at her er gæster, som ikke lige pakker ned efter et par dage. Blandt dem er ægteparret Susanne og Bende Ehlers, der bor på campingpladsen i Nakskov for femte sommer i træk. Inden da var de fastliggere i Hummingen.
Susanne og Bende Ehlers nyder for femte år i træk sommeren som fastliggere på Nakskov Fjord Camping sammen med hunden Mille. På en campingplads glemmer man verden udenfor, lyder det fra de rutinerede campister. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen
Om vinteren bor de i Maribo og fra marts til september på Nakskov Fjord Camping. Og da de arbejder i henholdsvis Maribo og Nakskov, betyder sommerresidensen, at de skiftes til at have længere på arbejde. Der er noget helt særligt ved en campingplads, forklarer de.
- Der er rigtig god stemning her, og så møder man lige nogen, når man vasker op, så man ved aldrig, om det tager 10 minutter eller 2 timer at vaske op, griner Susanne, og Bende supplerer:
- Når bommen går ned på pladsen, så lever du et helt andet liv. Du glemmer verden omkring dig.
Når bommen går ned på pladsen, så lever du et helt andet liv. Du glemmer verden omkring dig.