I april 2018 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brand i et hus på Vestenskovvej - i den forbindelse blev det afsløret, at der blev dyrket cannabis på stedet. Arkivfoto: Mogens WarrerMogens Warrer
42-årig mand nægtede sig skyldig, men fik dom på et års betinget fængsel.
VESTLOLLAND: Et hold af skunkdyrkere havde et par særdeles uheldige dage tilbage i april 2018.
Først fik de 16. april afsløret et skunklaboratorium på Rødbyvej i Søllested, da en mand, der skulle aflæse elmåleren, ikke kunne komme ind.
Han undrede sig over, at vinduerne var tildækkede og tilkaldte politiet ...
Dagen efter - 17. april - udbrød der meget tidligt om morgenen brand i et andet laboratorium, de drev på Vestenskovvej i Læsø syd for Vestenskov. Branden afslørede, at der blev dyrket cannabisplanter på stedet.
Skunkdyrkerne havde i lang tid held til at gemme sig for politiet, men deres dna og fingeraftryk blev fundet på de to adresser.
Annonce
I november 2019 blev den første af dem anholdt og varetægtsfængslet. Han blev i maj 2020 idømt halvandet års fængsel for at dyrke cannabisplanter på de to adresser og for at stjæle strøm, ligesom han også blev dømt for en stribe overtrædelser af færdselsloven. Han var også tidligere dømt for lignende cannabisdyrkning, hvilket skærpede straffen.
32 kilo marihuana
Nu har retfærdigheden indhentet en anden - en 42-årig mand, der blev anholdt sidste år og nu har været for retten.
Her stod han tiltalt for - sammen med den allerede dømte mand og flere andre uidentificerede gerningsmænd - at have stjålet strøm for knap 300.000 kroner på adressen i Søllested og for knap 80.000 kroner på adressen i Vestenskov.
Strømtyveriet på Rødbyvej stod på fra oktober 2015 frem til afsløringen i april 2018, og her var han ifølge tiltalen med til at dyrke og besidde 539 cannabisplanter og -stiklinger, der ville kunne give et skønnet udbytte på ikke under 15,4 kilo marihuana.
Strømtyveriet på Vestenskovvej varede fra september 2017 til afsløringen i april 2018, og her var han med til at dyrke og besidde 677 cannabisplanter og -stiklinger, der ville kunne give et skønnet udbytte på ikke under 16,45 kilo marihuana.
På begge adresser var planterne blevet høstet, umiddelbart inden politiet ransagede laboratorierne.
Da branden i huset på Vestenskovvej brød ud den gang i april 2018, formodede politiet, at det var elinstallationerne, der blev brugt i forbindelse med cannabisdyrkningen på stedet, der antændte branden. Arkivfoto: Mogens WarrerMogens Warrer
Filmet på Harmonien
Den 42-årige nægtede sig skyldig, men dels var hans dna og fingeraftryk fundet på stederne, og dels var han på Lolland i dagene omkring 16.-17. april, umiddelbart inden laboratorierne blev afsløret. Manden var nemlig fanget på en overvågningsvideo fra Hotel Harmonien.
I retten påstod han, at det var, fordi han var til en privat fest, men han kunne ikke redegøre for, hvor den fest blev holdt henne, eller hvem der ellers var med til festen.
Annonce
På billederne fra videoovervågningen var han og de andre mænd da heller ikke i festtøj, men lignede snarere en flok, der kom fra arbejde.
I retten vidnede også den daværende forpagter af Hotel Harmonien, og hun fortalte, at mændene fremstod trætte, tavse og snavsede som efter arbejde, og at deres værelser lugtede af skunk. Og hun vidste, hvad hun talte om, for hun har tidligere arbejdet i 10 år på et misbrugscenter.
På den baggrund fandt retten hans forklaring om en fest utroværdig, og fandt ham skyldig i at have dyrket og besiddet cannabisplanterne.
Har fået depression
Hvad strømtyverierne angik, blev han dog delvist frifundet.
Retten tog udgangspunkt i, at vækstperioden for skunkplanterne er cirka tre måneder, og at planterne på stedet ved ransagningerne var nyhøstede.
Dermed blev han kun fundet skyldig i strømtyveriet i denne tremåneders periode, og det blev opgjort til en samlet værdi på 62.655 kroner - omtrent samme beløb var den tidligere dømte medskyldige også blevet dømt for at have stjålet strøm for.
Manden fortalte i retten, at han på grund af sagen har fået en depression. Det hang blandt andet sammen med, at han blev anholdt af uniformeret politi på sin daværende arbejdsplads.
Han fortalte også, at han stort set på daglig basis har røget hash i de sidste 25 år, og at han på grund af sagen har røget noget mere det seneste års tid.
Straffen blev fastsat til et års betinget fængsel med en prøvetid på to år, og retten lagde i den forbindelse vægt på, at han ikke tidligere er straffet, og at han - bortset fra hashmisbruget - har gode personlige forhold.
Annonce
Manden blev også dømt til inden et år at udføre 200 timers ulønnet samfundstjeneste, ligesom han i to år skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen.
Manden blev også dømt til at betale 62.655 kroner i erstatning til Cerius, ligesom han skal betale sagens omkostninger.