Chokerede over konkurs: Kæmper for at redde festivalen
Der kæmpes fortsat for, at Femø Jazz Festival kan gennemføres i 2024. Arkivfoto: Ingrid RiisIngrid Riis.
Anpartsselskabet bag Femø Jazz Festival har ikke opgivet håbet om, at den også kan afvikles i 2024, selvom organisationen bag festivalen er gået konkurs.
Sådan lyder det fra en overrasket Jørgen Vad, der er direktør i Femø Jazz Festival ApS, om nyheden om, at Foreningen Femø Jazz, der stod for organiseringen af festivalen, er gået konkurs.
Han fungerer som direktør i anpartsselskabet, som ejer det festareal, som festivalen afholdes på, og som selv var organisator af festivalen, indtil de stiftede foreningen, der altså nu er gået konkurs, i 2018.
Nu er der tvivl om festivalens fortsatte eksistens.
- Vi fik meddelelsen i går. Vi vidste godt, at der var noget under opsejling, men det har været mere alvorligt, end vi var klar over, så det har efterladt os i en ærgerlig situation, hvor vi også har en del penge til gode i husleje, som vi aldrig får. Det må vi se i øjnene, at det løb er kørt, lyder det ærgerligt fra Jørgen Vad.
Annonce
Han fortæller, at da de fem nuværende anpartshavere overtog festivalen i 2012 var den også dengang i krise. De fem skød penge ind for at redde festivalen, for det var hele tiden ideen, at de ville holde festivalen kørende. Det var derfor, de gik ind i det.
Nu står anpartsselskabet i en ny festival-krise, men Jørgen Vad fortæller, at de er en flok dedikerede mennesker, der vil arbejde på at få problemerne løst.
Ingen garantier
Han vil ikke give nogen garantier, men han tror på, at de kan finde en mulighed for festivalens fortsatte eksistens
- Jeg er en uforbederlig optimist, så jeg tænker, at det kan lade sig gøre. Også fordi der er så mange medarbejdere, der er så dedikerede. Det gør en kæmpe forskel. Der er også på Femø Jazz en stor gruppe af stamgæster, der altid har bakket op om festivalen.
- Jeg har fået mange positive tilkendegivelser også mange fra musikere, der har spillet på festivalen før. Det er også vigtigt, at de bakker op. Det er alfa og omega, at man på den baggrund kan tale med dem om, hvordan man kan finde gode løsninger, siger han og erkender, at det sagtens kan komme dertil, at anpartshaverne igen skal skyde et beløb ind for at sikre eksistensen.
Jørgen Vad (i midten) Foto: Ingrid RiisFoto: Ingrid Riis
Selvom Femø Festivalen efter planen først skal afvikles til næste år, så er en deadline ift at sikre den fortsatte eksistens ikke så langt væk.
- Personligt mener jeg, der skal være en afklaring senest 1.12 i år. Det hænger sammen med, at mange mennesker planlægger ferie i god tid, og de skal også vide, om festivalen skal regnes med i de planer. Der skal også i gang med at bookes musik, så der kan ikke gå alt for længe med en beslutning.
- Men hvornår det præcist sker, kan vi ikke sige, det er også et spørgsmål om, at vi skal sikre, at der er opbakning til at gennemføre festivalen.
- Nu skal vi have samlet anpartshaverne i næste uge eller næste uge igen for at få lavet nogle ting og se, om vi kan finde en løsning på det, erklærer Jørgen Vad.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned