Corona: Foreløbig ingen på Lolland i smittefare

Der ser ikke ud til at komme til at mangle hjemmehjælpere i Lolland Kommune på grund af coronavirus. Foto: Martin Dam Kristensen/arkiv

Alle, der har rejst til "coronaland", bedes blive hjemme.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Foreløbig er Lolland Kommune sluppet heldigt fra udbruddene af coronavirus.

I går sendte sektorchef Søren Wollesen, der står i spidsen for kommunens sundhedsberedskab, et brev ud til alle chefer i Lolland Kommune og bad dem give tilbagemelding, hvis medarbejdere måtte blive hjemme, fordi de havde rejst til corona-smittede lande.

Der er ikke kommet en eneste tilbagemelding tilbage endnu om medarbejdere i den situation.

Søren Wollesen er ret overbevist om, at der ikke er nogen ansatte i ældresektoren, der skal blive hjemme for at beskytte de ældre, da ingen teamledere har hørt om kolleger, der har holdt ferie disse steder.

- Teamlederne er opmærksomme, og man snakker jo sammen på arbejdspladserne om, hvor man har været på ferie, siger Søren Wollesen.

I et brev, der i går blev sendt ud til alle chefer i Lolland Kommune, blev det præciseret, hvordan man håndterer coronavirus lige nu.

Lolland Kommune følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, således at alle ansatte i kommunen, der har rejst i de corona-smittede områder, skal blive hjemme fra arbejde i 14 dage.

Det gælder, uanset om man er i skole, børnehave, kontor eller park og vej.

Man skal blive hjemme i 14 dage, som er længden på inkubationstiden.

Har man været ude at rejse og har børn i skole eller institutioner i Lolland Kommune, lyder samme anbefaling. Børnene bør holdes hjemme for at beskytte øvrige børn.

Er man i den situation, skal man kontakte sin arbejdsgiver telefonisk eller på mail, men ikke møde op på arbejdspladsen.

Man vil stadig få løn under hjemsendelse.

Disse medarbejdere vil få løn fra kommunen, men kan således også pålægges at arbejde hjemmefra, såfremt der er en mulighed for dette.

Disse regler gælder dog ikke, såfremt man har rejst til områder i strid med rejsevejledninger, efter at det er konstateret, at det er farligt.

Sektorchef Søren Wollesen er leder af Lolland Kommunes sundhedsberedskabshold. Foto: Arkiv