Coronapulje gjorde børn godt

SFO Troldhøjen havde for eksempel besøg af Sebastian Klein, som viste sine dyr frem, men kaninen ville på skovtur, så den måtte fanges ind med møje og besvær. Foto: Anders Knudsen/arkiv

3.600 børn og unge på Lolland fik glæde af sommerens coronapulje.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND 14 dage inden sommerferien blev landets kommuner tilbudt midler til ekstra sommeraktiviteter for børn og unge.

Lolland Kommune fik 1,2 millioner kroner, og de blev - takket være en ekstraordinær og hurtig indsats fra sfo'er, ungdomsskolen og lokale kultur- og fritidsaktører - omsat til en række gode oplevelser for kommunens børn. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Lolland Kommune.

Blandt andre personale og ledere i sfo'erne skulle med meget kort varsel revidere deres sommerprogram, arrangere aktiviteter og ture og skaffe ekstra personale.

- Jeg er SÅ stolt af den ekstra indsats, vores sfo'er lige op til en ferie lagde i at få pengene til at leve, og at de derved gjorde en forskel og skabte gode muligheder for rigtig mange børn. Det var der virkelig brug for efter den hårde nedlukning, fortæller formanden for børne- og skoleudvalget, Signe Lund (S).

Rollespil og superkræfter

Også lokale kultur- og fritidsaktører fik travlt, da meldingen om tilskuddet kom. Meget tyder dog på, at den travle tidsplan ikke var en hindring for kreativiteten.

For Sportsråd, biblioteker, musikskolen, museer, ungdomsskolen og en række andre aktører bidrog til, at sommeren bød på alt lige fra live-rollespil til foredrag om insekters "superkræfter" og fødselsdage tilbage i 1800-tallet.

Formanden for fritids- og kulturudvalget, Tine Vinther Clausen (V), er imponeret:

- Personligt har jeg aldrig været i tvivl om, at vores kultur- og fritidsliv på Lolland generelt præsterer noget helt ekstraordinært. Men når jeg kigger på alle de aktiviteter, vores aktører på så kort tid har løftet her, må jeg alligevel sige, at jeg er positivt overrasket.

- Samtidig illustrerer det med al tydelighed, hvorfor det er så supervigtigt med et stærkt kulturliv, der kan tænde lys i en mørk tid, siger hun.