Lolland

Havørn ved Gedser Odde. Dette er ikke havørnen, der omtales i artiklen. Arkivfoto: Gert Juul Jeppesen

Danmarks første havørn slog sig ned i Maribo - nu er den væk

Den første danske havørn, der for 30 år siden kom til Lolland, er måske ikke længere iblandt os. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af havørne er på himmelflugt i Danmark, viser en opgørelse fra Dansk Ornitologisk Forening. 

I år er der observeret 181 ynglende par, som har kastet 231 unger af sig. Til sammenligning var der 149 par året før.

Her spiller Lolland og Falster en central rolle, da øerne sammen med Sydfyn og Sydøstjylland er havørnenes kerneland.

Og det har det været i mange år, for det var Hejrede Sø ved Maribo, der blev stedet for Danmarks første registrerede havørnepar i 85 år, da der i 1995 kom to hertil fra Tyskland og etablerede sig.

I år har parret dog ikke fået unger og er i det hele taget ikke blevet observeret. 

- Vi tror, at det skyldes, at hannen er død, forklarer Ole Friis Larsen, der sidder i hovedbestyrelsen i Dansk Ornitologisk Forening.

Forsøgte at få unger

Parret ved Hejrede Sø forsøgte første gang at få unger i 1995 dog uden held. 

Det lykkedes dem at få unger i 1997, men de blev ikke det første par i Danmark til at lykkedes med den slags, da de blev overhalet af et par i Sønderjylland, der fik unger året før.

Havørnen bliver normalt op til 35 år, og den gamle han, der nu ikke er blevet observeret i år var blevet ringemærket i Tyskland i 1991, så den nu er minimum 34 år gammel - hvis den da stadig er live.

Ole Friis Larsen fortæller, at der nu er to nye ørne ved Hejrede Sø, hvor ingen af dem er ringmærket, hvilket ifølge ham tyder på, at den gamle han er død. 

- Når der kommer en ny, vil det i 99 procent af tilfældene betyde, at den ene er død, siger han.

Det vides ikke med sikkerhed, og hunnen, der nu residerer ved Hejrede Sø, er den samme, som har dannet par med den gamle han, da den aldrig var blevet ringmærket. 

Det bliver samtidig også svært at kunne få endeligt bekræftet, om den gamle han rent faktisk er død, da det i så fald ville kræve, at nogen faldt over skelettet med ringmærkningen ved et tilfælde. 

- Vi kan bare konstatere, at vi ikke har set ham i længere tid, og at der i hvert fald er en ny han, siger Ole Friis Andersen.