Dansede på store scener

Pia Hawthorne har endelig fået vished for, hvem hendes far var. Historien havde hun ikke i sin vildeste fantasi drømt om. På billedet er den berømte stepdanse-trio, hvor Pias far, James, står yderst til højre. Foto: Flemming Keith Karlsen

Pia Hawthorne har endelig fået historien om sin far.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Pia Hawthorne har aldrig kendt sin far. Men hun ved, at han var amerikaner.

Indtil for ganske nylig var det stort set alt, Pia vidste. Indtil hun fandt et gammelt postkort i morens gemmer fra en mand, der hed Carnell Lyons.

- Det var min fars dansepartner, viser det sig, fortæller Pia, der slog manden op på internettet.

Det gamle postkort ledte Pia til en tysk stepdanser ved navn Kurt Albert.

- Han kunne jo så fortælle, at min far var med i en berømt stepdanser-trio, fortæller Pia.

Tog til Europa

Pias far, James, var i forvejen en del af en akrobatik-duo med vennen Jesse Franklin i slutningen af 1940'erne. Men da stepdanseren Carnell Lyons sluttede sig til dem, tog berømmelsen fart.

De tre gutter udviklede deres egen stil, og dansen bragte dem i første halvdel af 1950'erne rundt til de store amerikanske scener i blandt andet Las Vegas. De optrådte sammen med mange af datidens store jazznavne i Radio City Music Hall. Trioen var så populær, at den også blev inviteret med i de helt store tv-shows - blandt andet "Frank Sinatra Show".

Da stepdansens stjerne blev for nedadgående, drog trioen til Europa, hvor den turnerede med udgangspunkt i Paris. Her dansede den på både Moulin Rouge, Montmartre og London Palladium ... og altså også i København i 1959.

Pias mor var på det tidspunkt veninder med Leo Mathisens datter, Mariann.

- Hun sagde til min mor, der var lidt en bly viol: "Gud, har du aldrig været på natklub? Du skal da med på Atlanctic Palace"... og så var det jo der, de mødtes, fortæller Pia.

Pia husker ikke sin far, omend hun ved, han har holdt hende i sine arme en enkelt gang. Men hun husker, når hun kom med sin mor om bag scenen, når Mariann Mathisens mand, jazzpianisten Kenny Drew, skulle spille.

- Hold kæft, hvor kunne han spille! husker hun.

James Hawthorne og Pias mor brød med hinanden, og han fortsatte sin turne i Europa. Step-trioen medvirkede i flere tv-shows og filmen "Liebe, Tanz und 1000 Schlager" med filmstjernen Catharina Valente.

Livet i jazzmiljøet på det tidspunkt var hårdt. Tredjemanden i trioen, Jesse Franklin, satte sig en dag på sin kuffert og ville ikke med længere. James og Carnell fortsatte i en periode med en ny tredjemand. Men i 1961 drog James Hawthorne også hjem til USA. Han døde i en alder af 47 år af et langvarigt alkoholmisbrug.

Carnell Lyons fik en danseskole i Berlin, hvor Kurt Albert blev elev. Kurt har sendt Pia en række fotos, udklip og sågar den film, hendes far dansede med i. For hende har Kurts hjælp været uvurderlig.

- Jeg vidste slet ikke, at min far var så berømt. Det er da sjovt, men også meget følelsesladet at se ham. Jeg er faktisk ikke så vild med jazz. Jeg er mere til blues. Men jeg elsker at danse! Så lidt har jeg måske alligevel arvet, griner Pia.