Danseworkshops med hue og vanter

De 12 dansere gav den alt, hvad de havde iklædt vinterfrakker, hvilket også var nødvendigt for at holde varmen. - Hvordan har dansebenene det? Har de det godt, eller er de blevet stive, spurgte danselæreren, der selv var iført fem trøjer. Foto: Claus Hansen

Rykkede danseskolen udenfor i skolegården

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV På en lørdag, hvor vejrudsigten ifølge dmi lød på plus tre grader, der føltes som minus tre grader på grund af vind, holdt Helle's Dans & Motion fem gange danseworkshop i skolegården på Privatskolen Nakskov.

Der var nemlig allerede sat kryds i danseelevernes kalendere, da lørdag 20. marts var datoen for vinterens store afdansningsbal. Men covid-19 satte en stopper for ballet, og så besluttede danselærer Helle Rasmussen at rykke udendørs for en enkelt dag.

- Det er første gang siden december, at jeg ser mine elever, så jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen - og jeg tror, det er gensidigt, sagde Helle Rasmussen.

Hun havde fem workshops planlagt, startende med de yngste, som skulle danse MGP-dans. Blandt dem var fireårige Nanna.

Har du glædet dig?

- Jaaa! lød det fra Nanna, som gav sig til at løbe genert fra den ene til anden.

Femårige Victor var også mødt op, men han var ikke lige sådan at slå et ord af.

- Ja, han har glædet sig, sagde hans mor Mie Dyrkjær, mens Victor holdt fingrene op til munden som for at stoppe alt lyd.

Hans storesøster Freja ventede ude i bilen med sin far, til det var hendes tur til at danse, der måtte nemlig kun være 25 forsamlet, så det var et hold ad gangen, uden søskende eller forældre til at kigge på. Et par forældre samlede sig dog i porten til skolegården for at se på og filme med mobilen.

Senere da dansen var i gang, holdt Victor igen fingrene op til munden, men nu var det, fordi han frøs.

- Fryser I? spurgte Helle Rasmussen og tilføjede så:

- I skal have mere fart på.

Så fortalte hun, at hun havde fem trøjer på, hvorpå børnene talte, hvor mange de havde på.

Helle Rasmussen ved endnu ikke, hvad nedlukningen har betydet for danseskolens elevtal.

- Men jeg håber, alle kommer tilbage, sagde hun.

Ud fra opbakningen til lørdagens fem danseworkshops at dømme er interessen intakt, vurderer hun.

For det var kun meningen, at hun ville have lavet fire, men det blev til fem.

Helle Ramussen har holdt to live-sessioner, men ellers har danseskolen ligget stille. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen