Danskerne kan sagtens kende forskel

Det er de blå flasker, der potentielt kan skabe forvirring, mener Miljøstyrelsen. Det kan betyde en millionregning for Seimei i Nakskov. Foto: Jan Knudsen

Støtten til Seimei, der producerede håndsprit i foråret, vælter ind fra flere sider.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Efter flere medier har fortalt historien om Seimeis nært forestående tilbagetrækning af tusindvis af flasker med håndsprit, der blev produceret under coronakrisens kritiske fase i foråret, har mange støttet op om Seimeis fortsatte virke.

Det oplevede direktør og ejer af Seimei Allan Feldt, da han onsdag fremlagde problemstillingen på Facebook.

- Primært har det været positivt. Ud af måske 500 kommentarer er der måske tre negative - det er ret godt. Og meget af det er bare brok, som man skal ryste af sig og komme over. Der er megen sympati overfor os, og det er vi taknemmelige for. Vi så faktisk gerne, at butikkerne bliver tømt for produkterne, altså at vores håndsprit bliver solgt, for jo mindre, vi skal tage tilbage, des mindre står vi til at miste i kroner og ører, forklarer Allan Feldt.

Og opfordringen er faldet i god jord. Mange bakker op om den lokale virksomhed, og det er der behov for, siger direktør Allan Feldt:

- Jeg kan ikke overskue at finde op mod to millioner kroner til en tilbagetrækning lige nu. Hvor skulle jeg finde dem? Jeg er ikke sikker på, at vi som virksomhed kan overleve at få sådan en regning ind fra højre.

Sagen er nået vidt og bredt omkring.

Morten Dahlin, medlem af Folketinget for Venstre og næstformand i Folketingets beskæftigelsesudvalg, finder situationen absurd.

- Jeg har læst historien om virksomheden, som gjorde lige præcis det, regeringen bad om - udviste samfundssind. De har gjort det af et godt hjerte, og det har jo været en stor succes, og som medlem af Folketinget for vores region mener jeg, at denne her sag burde få regeringen til at afbryde sommerferien og finde en løsning på det her hurtigst muligt, siger Morten Dahlin.

Venstremanden mener, at virksomheder, der har gjort en særlig indsats for landet under coronakrisen, ikke bør lægges økonomisk til last for deres hjælp.

- De virksomheder, der har gjort noget ekstraordinært, skal ikke belastes med omkostningerne - det er unfair. Jeg tror fint, danskerne kan kende forskel på håndsprit og juice, så de skal undtages for reglerne, indtil der er udsolgt af den håndsprit, der står i butikkerne nu, siger Morten Dahlin.

Og det har da også hele tiden været planen. Seimei har ikke produceret håndsprit siden midten af maj. Allan Feldt har dog overvejet, om der fortsat skulle være produktion af håndsprit i virksomhedens lokaler. Men hvis der kommer en regning i millionklassen, er det ikke sikkert, det bliver til noget. Og det forstår Morten Dahlin udmærket.

- Jeg er ikke overrasket over, at Allan (Feldt, red.) er sur på det her. Det er vigtigt, at regeringen tager det her alvorligt - vi skal producere værnemidler tættere på hjemmemarkedet, men hvis vi banker dem, der rent faktisk gør det, oven i hovedet med bureaukratiet, så er det et kæmpe selvmål.

Problemet er faktisk allerede begyndt at vise sig i Allen Feldts indbakke. De første forespørgsler om en tilbagetrækning af produkterne har nemlig nået hans e-mail.

- Nogle af de kunder, der har købt, vil gerne sende det hele tilbage til os, så vi har allerede økonomiske problemer. Kunderne er begyndt at kræve pengene retur, og vi begynder at få forespørgsler, om de kan sende det tilbage nu. Danskerne køber jo ikke håndsprit i samme stil, som de gjorde tidligere, og der er måske nogle virksomheder, der ser en god mulighed for at komme af med noget af deres lager, de ellers ikke ville få solgt lige med det første, siger Allan Feldt.

Står det til Dansk Folkepartis lokale stemmesluger René Christensen, så skal den regning aldrig lande på Seimeis bord.

- Dansk Folkeparti og jeg mener helt klart, at de produkter, der blev sendt ud til butikker, og de produkter, der er produceret, bør sælges eller modsat kompenseres af staten. Men selvfølgelig er det vigtigt, at håndsprit ikke forveksles med drikkevarer. Vi stod i en særlig situation, og Danmark skal være glad for, at der var virksomheder, der ville hjælpe og omstille sig. Nu er der heldigvis kommet mere tid og ro på. Så virksomheden må finde en anden "flaske", hvis virksomheden vil fortsætte som virksomhed, der leverer håndsprit. Men jeg vil gerne sige tak for hjælpen - det skal selvfølgelig belønnes og ikke straffes.

Spritproduktionen hos Seimei stoppede igen i midten af maj måned. Foto: Jan Knudsen
Seimei producerer igen sine drikke- og fødevarer. Foto: Jan Knudsen