Dele af ny Netflix-serie optaget i Nakskov

En meteor ramte for 17 år siden Middelbo - eller gjorde den? Hovedrollen som Emma (nummer to fra venstre) spilles af Malaika Berenth Mosendane. Foto: Tine Harden

Netflix-serien "Chosen" er snart klar til skærmen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Det er jo først juleaften fredag, og måske får en række lollikker nu lyst til at føje Netflix på ønskelisten.

For streamingtjenesten, der tilbyder en lang række prisbelønnede serier, film og dokumentarer, har netop oplyst, at den nye serie "Chosen," hvor en del er optaget i Nakskov, får premiere på Netflix 27. januar.

Serien består af seks afsnit og er skabt af de anerkendte producere og manuskriptforfattere Christian Potalivo og Jannik Tai Mosholt, der også står bag en af de mest sete ikke-engelsksprogede serier på Netflix, "The Rain."

"Chosen" er en sci-fi-historie om unge voksne og en pige, hvis virkelighed pludselig bliver vendt på hovedet, da alt, hvad hun troede, at hun vidste, viser sig at være forkert, og hun indser, at verden ikke er så sikker og vidunderlig, som hun troede.

Netflix beskriver det selv som en nervepirrende og absurd historie om en teenagers liv med socialt pres, hemmeligheder, løgne og identitet - der alt sammen udspiller sig i udkanten af Danmark.

Hovedpersonen Emma, som spilles af den unge skuespiller Malaika Berenth Mosendane, er i serien en ung pige, der altid har følt sig anderledes end de andre i Middelbo - en lille dansk by, der blev verdensberømt, da en meteor eftersigende brød gennem atmosfæren og styrtede ned i byen for 17 år siden.

Nu er Middelbo ikke længere, hvad den har været, men spørgsmålet er, om den nogensinde har været, hvad den foregiver at være?

Da Emma ved et uheld opdager, at hele historien om meteoren er en løgn, afslører hun også en farlig og usandsynlig sandhed om den søvnige by - noget, der er langt mere faretruende og utroligt, end hun nogensinde havde forestillet sig.

Netflix er verdens førende streamingtjeneste for underholdning med 214 millioner betalende medlemmer i over 190 lande, som ser serier, dokumentarer og spillefilm og spiller mobilspil i en lang række genrer og på mange sprog.

Den søvnige by Middelbo gemmer på en farlig og utrolig sandhed. Foto: Tine Harden