Demensen tog Kirsten: Ole så ingen advarselstegn

Ole Pedersen mistede sin hustru Kirsten gennem mere end 51 år til demens 2. oktober. Foto: Anna C. Møhl

Skarpe køkkenknive blev fjernet, da Kirsten Pedersen fik demens. Hendes mand ser tilbage på en skjult sygdom, som først flere år senere blev diagnosticeret.

Offentliggjort Sidst opdateret

51 år, fire måneder og en uge. Så længe nåede Ole og Kirsten Pedersen at være gift.

Kirsten Pedersen gik bort 2. oktober efter et langt liv med Ole og døtrene Karina og Mia, der voksede op i Langø.

Små tegn overset

Ole Pedersen sidder tilbage i huset og fortæller om ægteskabet, der skulle gå så grueligt meget igennem, før hans hustru endelig fik fred.

Uden at nogen var smerteligt bevidst om det, var Kirsten Pedersen blevet ramt af demens. Ingen opdagede de små tegn på, at hendes mentale funktioner langsomt blev svækket.

Hvad er demens

  • Demens er en tilstand og ikke en sygdom i sig selv. Demens er tegn på sygdom i hjernen og viser sig ved, at de mentale funktioner svækkes. Der er tale om en kronisk og fremadskridende sygdomstilstand, der ikke kan helbredes. Medicinsk behandling kan i nogle tilfælde lindre symptomer og forsinke progression i sygdommen.
  • Der findes mere end 200 sygdomme, der kan medføre demens.
  • Eksempler på de tidligste symptomer kan være diskrete ændringer i adfærd eller personlighed, ændringer i følelsesliv og måder at reagere på, vedvarende træthed og nedsat initiativ, motivation og interesse. Personen bliver måske lettere forvirret og mister hurtigere overblikket.

Set i bakspejlet har Ole Pedersen og hans to døtre haft små øjeblikke, der kunne have afsløret sygdommen tidligere. Og så alligevel ikke, for det er ikke nemt at forbinde glemsel og usædvanlig adfærd med en alvorlig sygdom.

Ole Pedersen nævner blandt andet, at når Kirsten Pedersen satte sig bag rattet i bilen og kørte til Nakskov for at købe ind, kunne hun finde på at køre over for rødt lys.

- Hun lagde slet ikke mærke til det, så når vi skulle ud og køre igen, skyndte jeg mig ind bag rattet, så hun var nødt til at sætte sig på passagersædet, siger han.

Små episoder er siden hen dukket op. Som da parret kom hjem efter en cykeltur, og Kirsten Pedersen ikke kunne finde sine nøgler. Så var det op på cyklerne igen og køre den samme strækning i håb om at finde et stort nøglebudt. Det lykkedes ikke, men da de kom hjem igen havde Kirsten Pedersen ondt i bagdelen. Det viste sig, at hun havde glemt, at hun havde lagt nøglerne i sin baglomme.

- Når jeg ser tilbage, har der været mange små episoder, som kunne have ledt os på sporet, siger enkemanden.

Mistanken blev vakt

Ole Pedersen havde efterhånden en mistanke om, at hans hustru fejlede et eller andet. Han talte med døtrene om, de havde lagt mærke til nogle ændringer i deres mors opførsel, men ingen kunne pege på noget, der var skævt.

I 2015 begyndte familiens venner at spørge Ole Pedersen, om der var noget galt. Kirsten Pedersen gentog hele tiden sig selv, og så tog familien affære og gik til lægen. Kirsten Pedersen blev henvist til demenstest og i 2016 fik hun demens-diagnosen.

- Hun ville ikke indrømme, at der var noget galt, men det havde gjort mange ting nemmere, hvis hun havde anerkendt det, siger Ole Pedersen.

Ned ad bakke

Langsomt, men sikkert gik det ned ad bakke for Kirsten Pedersen. Skarpe knive måtte fjernes fra køkkenskuffen og snart kunne hun ikke kende hverken sin mand gennem en menneskealder eller døtrene. Hun kunne finde på at tage bad tre gange om dagen og lige pludselig ville hun slet ikke i bad.

Ole Pedersen beskriver, hvordan den ene datter blev smidt ud af sit barndomshjem fem gange. Kirsten Pedersen kunne ikke genkende sin datter. Ole Pedersen blev også smidt ud af villaen, og Kirsten Pedersen løb hen til en bekendt på vejen og sagde, at der stod en fremmed mand i hendes hjem.

Til sidst var situationen så alvorlig, at Kirsten Pedersen blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Vordingborg. Der var intet andet valg.

- Hold kæft, hvor var det grænseoverskridende. Det var som at øve vold på ens egen kone, siger Ole Pedersen.

De pårørendes sygdom

Sygdommen var i foråret 2023 så fremskreden, at Kirsten Pedersen fik en gæsteplads på Plejecentret Bøgevænget og tre uger senere flyttede hun til Plejecentret Rønnebærparken i Dannemare. I begyndelsen kunne hun hjælpe til med at dække bord og rydde af. Men efter bare en måned faldt hun helt hen. Hun mistede balancen, og kunne ikke tygge eller sluge sin mad.

I juli 2024 faldt Kirsten Pedersen, og det viste sig, at hun havde brækket hoften. Kirsten Pedersen blev opereret og lægerne vurderede, at hun ville leve i højst en uge.

- Hun levede indtil 2. oktober og nåede både at få corona og lungebetændelse, før hun sov ind, siger Ole Pedersen.

Det var Kirsten Pedersen, der passede den 1.600 kvadratmeter store have i Langø. Nu har Ole Pedersen overtaget georginer, guldfiskene og de syriske roser. Foto: Anna C. Møhl

En stille tåre

En stille tåre løber lige så langsomt ned ad Ole Pedersens kind. Han tager en dyb indånding og tørre tåren væk i et stykke køkkenrulle. Han rejser sig og henter en sort pose. I posen ligger urnen med Kirsten Pedersens aske.

Det anslås, at godt 96.000 danskere på 65 år eller derover lever med demens.