- Det betyder rigtig meget

Hver og en af disse glade mennesker repræsenterer en forening eller organisation, der fik penge fra LollandsFonden torsdag aften. Fonden understøtter dermed kultur og humanitære formål på hele Lolland. Foto: Jan Knudsen

LollandsFonden uddelte 150.000 kroner til gode formål på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Torsdag hen under aften forlod en masse mennesker Kulturværket i Maribo med store smil på læben og hvide kuverter i hænderne.

LollandsFonden uddelte den årlige pulje til gode formål og foreninger på Lolland ved en festlig aften, hvor mange lokale ildsjæle blev anerkendt for deres store arbejde.

I alt blev 150.000 kroner uddelt - i år fordelt på 40 modtagere fra de fem tidligere Danske Bank-byer: Nakskov, Maribo, Rødby, Sakskøbing og Nysted. Beløbet har været en del større. Men da renten er lav, er afkastet af fondens egenkapital ikke så stort.

De enkelte beløb gik fra 2.000 til 6.000 kroner, og selvom det måske ikke lyder af meget, så er pengene en stor hjælp for det enkelte projekt.

- Det betyder rigtig meget for en lille forening som os, at vi kan komme i betragtning, siger Marianne Kramhøft fra Bandholm Gymnastikforening.

- Yes! Nu kan vi købe to nye måtter!, lød reaktionen fra Lolland Bueskytte Klub, da de åbnede deres kuvert.

Klubben har kæmpet efter et indbrud, hvor meget af deres udstyr blev stjålet.

Julen kom tidligt til Familieringen under Dansk Folkehjælp. Normalt uddeles julehjælpspakker kun til enlige, men i år vil de også dele ud til udsatte familier.

Og i Holeby Medborgerhus kommer der info-vinduer op til meddelelser fra borger til borger.

Fondens formand Niels Bjerregaard var traditionen tro i hopla og havde en ny bøn til modtagerne.

- Vi håber, at I vil være med til at fortælle den gode historie om jeres forening og det projekt, I har fået støtte til, på vores Facebookside. På den måde markedsfører I både jeres forening, LollandsFonden og Lolland, sagde han.

Læs her hvem der modtog penge fra puljen KLIK HER