Anastasia Grundahl Engelmand fra stx (3a) og Victor Frederik Skott Nielsen fra hf (2y) blev årets første studenter fra Maribo Gymnasium. Foto: Birgitta Andersen og Thomas JørgensenBirgitta Andersen
Årets første studenter sprang mandag ud på Maribo Gymnasium.
I løbet af mandagen begyndte de hvide huer at lyse op i Maribos gader. Mandag morgen sprang de to første studenter på Maribo Gymnasium ud, og i timerne efter og hen over de næste dage følger deres kammerater.
Anastasia Grundahl Engelmand fra stx (3a) og Victor Frederik Skott Nielsen fra hf (2y) sprang ud som de første med henholdsvis rødt og blåt bånd på huen, som blev sat på hovedet af Anastasias søster og Victors mor og søster, mens de stolte familier så til.
Familiens første
Rektor Michael Levy Bruus stod klar til at lykønske årets første studenter på Maribo Gymnasium, så en lettet Anastasia Grundahl Engelmand fra STX (3a) modtog en buket, et håndtryk og en lykønskning med 10-tallet. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
I Anastasias familie har der ikke været tradition for at tage studentereksamen, så det er stort, at både Anastasia og hendes fætter bliver studenter i år. Og familien glædede sig til at se den ambitiøse pige komme ud med sin sidste eksamenskarakter.
- Hun har godt nok været nervøs. Det har været lidt anspændt derhjemme hele den sidste uge, grinede de.
Annonce
Anastasia Grundahl Engelmand fik huen sat på af sin lillesøster, mens resten af familien så til med stor stolthed. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
Anastasia Grundahl Engelmand skulle op i historie og kom op i antikkens Grækenland. Her fik hun 10, og det - håber hun - sikrer hende en plads på jurastudiet i København, hvor et kollegieværelse - der jo næsten er sværere at få fat i end i et 10-tal - venter.
- Jeg har fulgt snittet på jura i København de sidste par år, og efter i dag ser det ud til, at det skal jeg nok komme, smilede hun stort.
Sabbatår efter bananfluer
Familien og vennerne stod også klar, da Victor Frederik Skott Nielsen kom ud af sit eksamenslokale efter at have været oppe i mundtlig dansk, hvor han trak den lidt dystre novelle "Bananfluerne" af Jan Sonnergaard. Victor erklærede sig godt tilfreds med sit syvtal.
Victor Frederik Skott Nielsen fra HF (2y) bukkede sig høfligt ned, da mor og søster skulle sætte huen på. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
- Jeg var ikke specielt nervøs. Man sad bare lidt med den der følelse af, at nu ville man gerne have det overstået, sagde Victor om sin sidste eksamen efter en gymnasietid, der for netop denne årgang har været præget af coronanedlukninger og en noget anderledes skolegang.
- Tillykke! lød det igen og igen til den unge student, der svarede:
- Tak, det er bare en dejlig følelse! Det er det altså.
En lidt betuttet student Victor Frederik Skott Nielsen modtog en lykønskning og en buket blomster af Maribo Gymnasiums rektor, Michael Levy Bruus, efter sidste eksamen. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
Nu venter der Victor et sabbatår, hvor han skal være lærervikar på Holeby Skole. Og han vil også gerne ud at se lidt af verden, inden et studie venter i København.
- Jeg kunne godt tænke mig at læse noget med psykologi. Jeg skal i hvert fald læse videre på universitetet, siger han.
Fester hele ugen
Annonce
I de næste dage får Anastasia og Victor rigeligt øvelse i disciplinen huekast, for nu er tiden inde til at juble, feste og fejre deres studentereksamen. Rektor Michael Levy Bruus skal på fredag sende de unge ud i verden, når der er translokation på Maribo Gymnasium. Foto: Birgitta AndersenBirgitta Andersen
Men først venter sommerens mange fester med vennerne, som får huer på de næste dage, studentergimle onsdag aften samt translokation, studenterdans og hestevognsture fredag.
- Det er helt underligt, at det er sidste dag, man skal komme her på gymnasiet på den måde, lød det fra Anastasia, da det begyndte at gå op for hende, at hun nu er afgangselev fra Maribo Gymnasium årgang 2022.
Det er helt underligt, at det er sidste dag, man skal komme her på gymnasiet.
Anastasia Grundahl Engelmand, nyudsprunget student fra Maribo Gymnasium
Kender du også en, der bliver student i år? Og skal du være med til at fejre ham eller hende? Så er du meget velkommen til at sende os et par billeder. Så vil vi samle et udvalg af de billeder, vi modtager, og dele dem med vores læsere her på folketidende.dk
Send billederne til mailadressen nyhedsdesk@folketidende.dk – og skriv gerne, hvem studenten er og hvilket uddannelsessted, han/hun er blevet student fra.