Det er helt vildt at komme på tigerskole

Hver dag i efterårsferien er det muligt for børn fra syv år at komme i Tigerskole i Knuthenborg. Og det endda helt gratis, for alle børn under 12 år kommer gratis i safariparken, hvor der er masser af aktiviter for såvel store som små.
Tigerskolen er for børn fra syv år. De små kan dog også komme tæt på tigeren på Miniranger Tigerskattejagt på legepladsen i Småland. Og alle de små Minirangers belønnes med en lille overraskelse til at tage med hjem.
For hele familien er der masser af tigeraktiviteter i Småland så som bolchekogning, ansigtsmaling, støbning af egen tigertand og tigersnobrødsbagning er bare noget af det familien kan hygge sig med.
En del af undervisningen på den gratis Tigerskole kommer til at foregå indendørs i Knuthenborgs flotte formidlingshus, der normalt er lukket for parkens almindelige gæster. Resten foregår udenfor i området omkring formidlingshuset.
Indendørs kommer de tilmeldte børn til at se og røre skind, kranier og tænder fra tigeren, mens en formidler fortæller alle de spændende historier om verdens største kattedyr.
- Udenfor skal modet findes frem. Her gælder det om at finde spor efter tigeren – fra begge ender, fortæller projektleder Camilla Nissen.
Hun kan endvidere lokke med to nye tigere, som er hentet i Københavns Zoo.

Alle børn under 12 år kommer gratis i Knuthenborg i efterårsferien.

Offentliggjort Sidst opdateret