Det ikoniske værtshus genopstår: - Om du er rig eller fattig betyder intet

Fredag åbner værtshuset El Paso i Nakskov. Foto: Marianne Knudsen

Fredag er den store åbningsdag for værtshuset El Paso i Nakskov. Medejer Allan Petersen understreger, at særligt én ting er "ekstremt vigtigt".

Offentliggjort Sidst opdateret

Lige ved grænsen mellem Mexico og USA ligger byen El Paso. Med smuk ørkennatur og store bjerge tæt på, en smeltedigel af amerikansk og mexicansk kultur, hvor du kan nyde alt fra tacos til såkaldte Border Burgers.

Umiddelbart leder havnebyen Nakskov ikke tankerne hen på denne by. Men fra fredag kan man faktisk besøge, eller måske rettere genbesøge, El Paso.

Ikke grænsebyen, men det ikoniske værtshus. Nu i nye klæder og på en ny adresse. Selvom medejer Allan Petersen erkender, at det bliver svært at genskabe den helt samme ånd, der levede i det nu lukkede værtshus, skal det være "El Paso med et nyt twist," som han siger.

Og for Allan Petersen er én ting "ekstremt vigtigt":

- Alle skal være velkomne, om du er i beskidte bukser eller andet, skal du have den samme behandling. Du taler altid ordentligt til folk, om du er rig eller fattig betyder intet, siger han.

I en dårlig forfatning

Værtshuset åbner på Søndergade, godt 100 meter fra Vejlegade, hvor det tidligere lå. I mange år arbejdede Allan Petersen, der også er medejer af natklubben Zanzi, på værtshuset. Han mindes det som et sted, hvor alle nakskovitter kom, om du var bondemand eller skoledreng; mødestedet, hvor man sad og snakkede hele natten.

Men de gamle lokaler kunne ikke genbruges.

- Det er i så dårlig forfatning, at man ikke kunne åbne det der. Det regner ned, og der løber dyr mellem benene, så det har aldrig været en mulighed.

Da Anne's Bodega gik konkurs, valgte Allan Petersen og den anden medejer, Michael Møller, at overtage stedet.

Allan Petersen understreger dog, at det nye sted ikke skal ses som en konkurrent til andre værtshuse i byen.

- Vi er absolut ikke interesseret i, at nogen andre lukker. Jo flere, der holder åbent, jo bedre. Det skaber liv og glade mennesker. Vi har ikke til hensigt at se de andre som konkurrenter, men som kollegaer, siger han.

Det er nedadgående

Allan Petersen mener, at der er behov for flere steder i Nakskov. Ifølge ham er værtshus- og diskoteksmiljøet nedadgående.

- Det er ikke sundt at drikke hele tiden, men det sociale liv forsvinder, mange unge mennesker sidder derhjemme og kommer ikke i byen. Vi vil gerne have, at de kommer ud. Det er sundt at møde andre mennesker, siger han.

El Paso bliver et sted, hvor især de voksne mennesker kan få sig en tår øl, fortæller han. I det gamle El Paso lå der en tyk tobakståge i rummet, men sådan bliver det ikke denne gang.

Halvdelen bliver til rygere, og den anden halvdel til dem, der holder sig fra røgen.

Fredag klokken 14 og i to timer frem kan man komme forbi El Paso, hvor det åbner med sodavand og øl. Og en pølsevogn.