"Det skulle jeg aldrig have gjort": 50 år senere er Bjarne der stadig

I 2012 modtog Bjarne Petersen Lolland Kommunes Anonympris, og den får lov til at stå fremme. Foto: Marianne Knudsen

Bjarne Petersen har igennem et halvt århundrede haft en vigtig rolle for idrætten i Nakskov, som han fik ved lidt af en tilfældighed. Nu fylder han 80 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: At Bjarne Petersen har fået Lolland Kommunes Anonympris var formentligt det rigtige valg. For da Folketidende ringer her - ganske vist 12 år senere - og vil interviewe ham, kan han ikke se, at det er relevant.

- Det har jeg ikke prøvet før, og jeg har ikke noget at sige, lyder det.

Men formanden for Firmaidrætten Nakskov, Niels Nielsen synes det?

Og så accepterer Bjarne Petersen meget tøvende og forbeholdent sin skæbne.

Anledningen er, at han fylder 80 år 30. juli, og at Bjarne Petersen er tæt på at have været kasserer i foreningen i 50 år. Han har været med helt tilbage fra dengang, hvor foreningen hed Nakskov Firma Sport.

Idræt og sammenhold

Foreningens formål er gennem arbejdspladsen og familien at stimulere interessen for idræt, motion og samvær.

Bjarne Petersen var reparatør på Ota og senere Nakskov Mill Foods, som nu hedder Crispy Food.

- Ota havde et hold, som jeg spillede med på. Dengang var der over 100 hold, der spillede firmafodbold. Vi spillede én gang om ugen, og der var også damehold og mixhold.

Siden 1976 har Bjarne Petersen været kasserer for Nakskov Firma Sport og senere Firmaidrætten Nakskov. Foto: Marianne Knudsen

Byens værtshuse, eksempelvis Goose Pub og Vinkælderen, havde også deres hold og sendte stamgæsterne på græs, og det samme gjaldt Børne- og Ungdomscentret, BUC, og for eksempel BR Rengøring og Ny Dag.

- Jeg stillede vores hold og spillede selv wing, men jeg startede faktisk på Thrige-Titan Nakskov Maskinfabrik, hvor der dengang var tale om 11-mands fodbold. Direktøren blev også holdsat nogle gange for at få penge til for eksempel trøjer til holdet, tilføjer Bjarne Petersen.

- Og det med sport i fritiden med kollegerne, det gav et kæmpe sammenhold på arbejdspladsen, tilføjer han.

I bestyrelsen i 1975

I 1974 skulle der så bygges et klubhus ved fodboldbanerne ved Nakskovs tidligere flyveplads, og Bjarne Petersen hjalp med at bygge det.

- Det skulle jeg aldrig have gjort, året efter kom jeg i bestyrelsen, og i 1976 blev jeg så kasserer, fortæller han.

Firmasporten har haft tilbudt mange andre idrætsgrene: Dart, billard, bordtennis, badminton, minigolf, motionscykling og skydning, og i 10 år har Bjarne Petersen været med i bowlingudvalget.

Sammen med Bjarne Wieland startede han i 2001 golf op som en firmasportsmulighed i Halsted Kloster Golfklub, og det har kørt godt i 22 år. Bjarne Petersen er med i arbejdet i Kaninklubben omkring de nye medlemmer og næstformand i seniorklubben i golfklubben.

- Så jeg keder mig ikke. Vi spiller på en lille bane med seks huller og fodrer hovedklubben med nye medlemmer.

- Der er i øvrigt mange par, der spiller golf. De er søde og rare og taler pænt til hinanden, har jeg observeret, indskyder Bjarne Petersen.

Flere hæderspriser

I 1985 fik Bjarne Petersen forbundets hæderstegn, i 1998 lederprisen, og for snart 25 år siden, i 2000, fik han tildelt Dansk Firmaidrætsforbunds fortjensttegn for et særdeles aktivt og årelangt arbejde for firmaidrætten. I 2006 gjorde foreningen ham til æresmedlem, og i 2012 kom så Lolland Kommunes Anonympris oveni, der tildeles folk i bagrunden, der laver noget for andre.

- Ja, jeg har jo gjort noget for at folk kan røre sig, erkender Bjarne Petersen.

Golf og petanque kører stadig i Firmaidrætten Nakskovs regi med sammenlagt 144 deltagere. I de gode, gamle dage kunne firmasporten mønstre cirka 1.150 medlemmer.

Hvorfor er firmaidræt ikke så populært mere?

- Det har noget med strukturen i befolkningen at gøre. Kvinderne er jo også på arbejdsmarkedet, og hvis du har børn, der skal dyrke sport, kører du ud og kigger på det i en time, og så skal du måske ud med den næste, og så har du ikke selv tid til at dyrke sport.

Firmaidrætten Nakskov holder søndag 4. august reception på restaurant Skovridergården i Svingelen for Bjarne Petersen.