Dokumentarfilm om Nakskovs sociale netværk

I 2012 var Matilda Mester (til højre) i Nakskov sammen med medstuderende Anna Sofie Hartmann, da Anna Sofie Hartmann indspillede filmen "Limbo". Foto: Jan Knudsen/arkiv

- Jeg mærkede en helt anden slags fællesskab end det, jeg kender fra min generation. De her pensionistfællesskaber giver Facebook baghjul, mener instruktør.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Onsdag 23. marts har dokumentarfilmen "Nakskov 1:50" endelig premiere. Filmen har været længe undervejs.

- Jeg tror, alle har tænkt, at den ikke ville blive til noget, siger instruktøren Matilda Mester.

Hun er født og opvokset i København, har uddannet sig i Berlin og bor igen i København.

Hun stiftede bekendtskab med Nakskov, da hun i 2012 besøgte byen sammen med sin studiekammerat Anna Sofie Hartmann for at optage filmen "Limbo".

Matilda Mester cyklede dengang rundt i Nakskov for at lære byen at kende.

- Jeg stødte på Sukkermuseet og Bogshoppen, og de spøjse usædvanlige steder blev hængende i mit baghoved, fortæller hun.

Noget andet, der fascinerede hende, da hun begyndte at overveje at lave en film om Nakskov, var, at Nakskov på mange måder er en overskuelig by.

Hun kom tilbage i 2015, hvor hun optog filmen, og i 2016, hvor hun lånte gamle film på lokalarkivet.

Titlen er inspireret af de frivillige på sukkermuseet, der på det tidspunkt stadig var i gang med at bygge.

- Jeg mærkede en helt anden slags fællesskab end det, jeg kender fra min generation. De her pensionistfællesskaber giver Facebook baghjul, mener hun.

Gennem deres fællesskaber håber hun at give et billede af en større historie om velfærdsstaten Danmark for 50 år siden.

- Jeg er med i filmen som fortællerstemme. Og så bliver der fortalt mange røverhistorier og i det hele taget snakket meget, siger Matilda Mester.

Men musikken er også et element i filmen. Den er komponeret af lydkunstner Selia Gram-Hanssen.

Historiker Søren Kolstrup er med i filmen, hvor han fortæller om velfærdsstatens historie, kommunesocialisme og om oprøret i Nakskov i 1931.

"Nakskov 1:50" har premiere onsdag 23. marts klokken 21.30 i Empire Bio i København. Den vises desuden også søndag 27. marts klokken 19.00 i Vester Vov Vov i København. Matilda Mester arbejder på at finde et sted i Nakskov, hvor hun kan vise filmen.

Plakaten til Matilda Mesters film "Nakskov 1:50", der har premiere onsdag 23. marts i Empire Bio i København. Foto: Filmplakaten