Dømt apoteker: Uanstændigt og grotesk
Apoteker Thomas Sevel. Arkivfoto: Jan Knudsen
Foto©Jan Knudsen
Apoteker mener, det er grotesk, at det, han kalder "rod i kælderen", fører til en dom.
Apoteker Thomas Sevel fra Nakskov Løve Apotek har endnu ikke afgjort, om han vil anke den dom på fire måneders betinget fængsel og en bøde på 150.000 kroner, som han forleden blev idømt for en række lovovertrædelser relateret til apoteket.
- Jeg overvejer stadig, om jeg skal anke. Den her sag er utrolig kompliceret, og jeg føler ikke, at jeg er blevet hørt. Men sagen er mere end fire år gammel, og hvis jeg skal anke, tager det måske fire-fem år mere. Så er jeg måske 74, når det er slut. Det er jo uanstændigt, siger Thomas Sevel til Folketidende.
Den 69-årige apoteker blev blandt andet dømt for, at der i apotekets kælder lå 3.730 morfintabletter og en mindre mængde andre beroligende og smertestillende midler, som ikke var opbevaret utilgængeligt for andre.
Ifølge Thomas Sevels forklaring i retten blev produkterne opbevaret til et elevprojekt for at kunne dokumentere, hvor meget medicin der går tabt ved, at der smides så meget returmedicin ud.
Apotekeren blev i byretten også dømt for at udlevere et andet lægemiddel end det, der stod på bonen, og betalt mere, end det middel, der blev udleveret, kostede.
Folketidende har beskrevet sagen - læs mere her.
Thomas Sevel mener selv, at hele sagen er et udtryk for, at Lægemiddelstyrelsen har et horn i siden på ham på grund af tidligere konflikter.
Fortsætter som apoteker
I retten forklarede han, at det var "slendrian", at man ikke kunne se, at medicinen skulle bruges til et elevprojekt. Og overfor Folketidende gentager han, at lageret skal styres bedre.
- Ja, der har været rod i det lager. Det har jeg erkendt. Men at det kan give anledning til en dom, synes jeg er grotesk, siger Thomas Sevel, der ikke har nogen umiddelbar plan om at stoppe som apoteker på Lolland.
Men selv om han føler sig uretfærdigt behandlet af både Lægemiddelstyrelsen og Retten i Nykøbing, er det altså ikke sikkert, han anker til landsretten.
- Så skal jeg stadig banke rundt i det her, og det vil jeg ikke. Hvis jeg ikke var så gammel, så var jeg nok gået endnu mere ind i sagen, siger Thomas Sevel.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker