Donationer strømmer ind efter tragisk kajak-ulykke

Naturen var som et andet hjem for Petr Juha, hvis lig skyllede i land på Askø 29. december. Privatfoto.

En indsamling til Petr Juhas familie er startet, efter han omkom under en kajaktur. Og donationerne strømmer ind fra hele verden.

Offentliggjort Sidst opdateret

43-årige Petr Juha omkom efter en kajakulykke. En lang eftersøgning sluttede, da først hans kajak og derefter hans lig blev fundet på Askø 29. december.

Tilbage i Errindlev sidder familien: enken Anouk Lindberg, deres to fælles børn og hans steddatter.

Læs også: Petrs tragiske kajaktur: Enkens håb levede til det sidste

Men de mange venner og bekendte, der havde et forhold til Petr Juha, har samlet ind til den efterladte familie.

Og donationerne strømmer ind.

Indsamlingen startede for fem dage siden, og allerede nu er målet på de 108.000 kroner nået. Beløbbet er i skrivende stund oppe på 124.000 kroner.

Og navnene på donorerne vidner om, at Petr Juha havde venner fra hele verden. En række navne fra et stort udsnit af verden fremgår nemlig på listen over dem, der har givet penge til minde om Petr Juha og til familien.

Sammenkomst i deres hus

Hvis man kendte Petr Juha, er der mulighed for at sige farvel til ham, når der 5. januar tages afsked med den afholdte eventyrer.

Den tætte familie og nære venner starter i kapellet på Nykøbing Falster Sygehus. Herefter vil Petr Juha blive kørt til Østre Kirkegård i Nykøbing, inden familien og venner tager tilbage til familiens hjem i Errindlev.

Her holder familien en sammenkomst for alle dem, der havde en tilknytning til Petr Juha.

Sammenkomsten starter klokken 13 i hjemmet, og her vil det være muligt at kondolere overfor familien.