DORTHE OG MARK SKAL STYRKE HÅNDBOLDKLUB

Dorthe Haubroe og Mark Øllegaard er ansat som coaches hos HMH. Foto: Birgitta Andersen

Håndboldklubben HMH har ansat Dorthe Haubroe og Mark Øllegaard som coaches, der skal løfte klubben sportsligt ved at støtte trænerne og fastholde medlemmerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det går godt i HMH (Håndboldklubben Hunseby-Maribo, red.). Trods coronaen har klubben ikke oplevet medlemsflugt som mange andre foreninger. "Nationalsporten" på Lolland trækker stadig, og klubben har nu 225 udøvere.

- Det er da dejligt, men vi har ikke armene op over hovedet. Vi vil gerne tage det næste skridt og vokse. Det er en del af målsætningen. Vi synes, vi har produktet til det med fokus på både bredde og elite, siger formand for HMH Henrik Suhr.

De unge falder fra

HMH's bestyrelse kan dog også læse børnetals-statistikker, og regne ud, at der bliver kamp om både frivillige trænere/ledere og medlemmer i de kommende år.

- Samtidig kan vi stadig se en skævvridning af 15-17-årige. Her kommer der et hul, hvor de falder fra. Når  der kommer kærester, øller, skoler og gymnasie ind i billedet, så falder de altså fra, siger Henrik Suhr.

Derfor har klubben nu ansat to af deres mest erfarne trænere Dorthe Haubroe og Mark Øllegaard som coaches. Deres opgave er at hæve det sportslige og sociale niveau i klubben og sikre fastholdelse af trænere og spillere.

- Vi skal sikre, at vores trænere, spillere og udøvere synes, at det er sjovt og spændende at være med, siger formanden.

Tilpasser niveauet

De to nye coaches skal være på banen i HMH mellem fem og syv timer om ugen.

- Vi skal helt sikkert prøve at fastholde de unge mennesker i at spille håndbold. Det behøver ikke være på eliteniveau. Vi skal tilpasse niveauet til det, de ønsker, siger Mark Øllegaard.

Her har Dorthe Haubroe især en viden og indsigt i målgruppen, da hun er træner for U17 piger, hvor det er lykkedes at fastholde en spillertrup.

-  Drengene er meget ambitiøse og vil meget gerne præstere på eliteplan, mens pigerne i den aldersgruppe er meget mere stille og rolige. Der skal helst ikke forventes for meget af dem, det skal ikke være for hårdt, og de vil gerne have plads til det sociale. Det handler om at skabe rammerne for dem på deres præmisser. Ellers skræmmer vi dem væk, siger Dorthe.

Dorthe Haubroe

•Ungdomsspiller i HMH

•Divisionsspiller i FIF 1996-2003

•EHF CL 2000-2001

•Divisionsspiller Team Amager 2003-2007

•Træner i HMH 2012-2022

Kilde: HMH


Det betyder blandt andet, at holdet heller ikke spiller i weekenden, der som regel er fyldt med venindeaftaler, kærester og fester, når man er 17 år.

- Vi har også lavet alt muligt andet end at spille håndbold, og vi har haft en træningsgang, hvor det var frivilligt, om man ville komme, forklarer Dorthe om de tiltag, der har hjulpet med at fastholde de unge kvinder i HMH's håndboldverden.

Dorthe Haubroe og Mark Øllegaard er selv trænere i HMH, hvor de begge nærmest er vokset op. Nu skal de løfte det sportslige og sociale niveau i klubben. Foto: Birgitta Andersen

Skal hjælpe trænerne

Dorthe og Mark skal udover fastholdelse fokusere på at hjælpe deres medtrænere. Både helt konkret med ideer til øvelser, de kan bruge i træningen, og gode fifs til, hvordan de udvikler den enkelte spiller på deres hold.

Men Dorthe og Mark skal også hjælpe på det mere overordnede plan med udvikling af den enkelte træners kompetencer eller rådgivning om håndtering af vanskelige forældre .

- Vores trænere mærker et større og større forventningspres fra forældrene. Her kan det være godt med lidt støtte i håndteringen af de konflikter, som kan opstå der. Så Mark og Dorthe skal både være lærere, pædagoger og socialpædagoger, smiler formand Henrik Suhr om hans forventninger til det nye makkerpar.

Dorthe og Mark er klar til at tage udfordringen op og hjælpe deres med-trænere.

- Vi skal se, hvad de har behov for. Vi skal se på, hvilke udfordringer de har i deres trænergerning. Det kan være i forhold til spillerne, til forældrene, til turneringskampe. Hvordan kan vi hjælpe dem med at løse deres opgave, siger Dorthe.

De to skal også sørge for, at de frivillige trænere får noget ud af de timer, de lægger i HMH. Blandt andet skal der arrangeres inspirerende foredrag med liga-trænere og lignende. Desuden skal de arrangere sociale aktiviteter for trænerne.

- Det handler om, at trænerne skal føle sig som en del af fællesskabet. Vi kommer ellers bare til at se hinanden til træning i hallen, så pakker vi ned, og så går vi hvert til sit, siger Mark Øllegaard.

Det handler om, at trænerne skal føle sig som en del af fællesskabet.

Mark Øllegaard, ny coach hos HMH

For klubben handler det også om, at glade trænere giver glade spillere, og så er man tilbage ved fastholdelsen af medlemmer.

- Vi kan se, at der hvor vi har engagerede trænere, som favner og er omsorgsfulde over for spillerne, der har vi også store årgange. Så det betyder rigtig meget, at der er et godt fællesskab og hygge på holdet, siger Henrik Suhr.

Mark Øllegaard

•Ungdomsspiller i HMH

•Hjælpe- og Cheftræner i HMH indtil 2008

•Træner i AJAX Kbh. 2008-2016

•Træner i HMH fra 2017

•Været udvalgstræner i LFHF og HRØ

Kilde: HMH

Beslutninger ud på gulvet

- Bestyrelsen har tænkt mange tanker i året efter corona. Og nu vil vi gerne røre lidt i gryden i forhold til, hvordan vi har gjort tingene førhen. Vi vil gerne ændre nogle af de traditionelle organisationsstrukturer, hvor vi sidder i udvalg og træffer beslutninger. Vi vil gerne have, at de sportslige beslutninger skubbes ud til trænerne på gulvet, der hvor det giver mening, de skal tages, siger Henrik Suhr.

Som det er nu, er der en bestyrelse og ungdomsudvalg, der træffer beslutningerne i HMH, men i den nye flade struktur vil trænere og ledere skulle mere på banen.  Her skal Mark Øllegaard og Dorthe Haubroe være bindeleddet.

- De skal leve og levere beslutninger ude fra driften. De politiske, overordnede beslutninger træffes stadig i bestyrelsen, forklarer formanden.

Han lægger ikke skjul på, at ambitionen er, at ansættelsen de to coaches også skal kunne læses i klubbens resultater på banen.

- Vi vil stadig være elite-bredde-bredde-elite. Vi skal kunne rumme det hele. Der skal være plads til alle, men vi skal også have plads til at udvikle den næste Søren Stryger, og gøre det godt i alle rækker, slår formanden fast.

Der skal være plads til alle, men vi skal også have plads til at udvikle den næste Søren Stryger, og gøre det godt i alle rækker.

Henrik Suhr, formand for HMH

- Det vigtigste er at udvikle den enkelte spiller og give dem nogle fede år, siger Mark Øllegaard med et skævt smil.

Han og Dorthe Haubroe glæder sig nu til at gå i gang med deres coach-gerning.

- Det har ikke været en svær beslutning at sige ja til det. Jeg er nærmest vokset op i den her klub, og vil gerne hjælpe, hvor jeg kan, siger Mark Øllegaard om sit nye "job".