Drømmer om at kunne leve af musikken
Lucas Pinarbasi og Benjamin Heldorf er to af de fem ejere af "House of Music" og musikbooking.nu. Begge brænder de for musik, og vil gerne gøre det til en levevej. Foto: Palle Nevad Franndsen
Palle Nevad Franndsen
Unge iværksættere vil gøre vejen til kvalitetsmusik kortere.
LOLLAND Fem unge med rødder fra Lolland-Falster og Sydsjælland er gået sammen om at virkeliggøre en fælles drøm. De vil leve af musikken men ved udmærket godt, at det er svært, hvis man er musiker. I stedet for har de stiftet firmaerne "House of Music" og "Musikbooking.nu".
Mens "House of Music" er der, hvor man henvender sig for at få sin musik udgivet, er "Musikbooking.nu" et sted, hvor både private og firmaer kan finde musik til nærmest en hver lejlighed og booke det.
- Alt det vi laver, kunne vi sagtens have klaret individuelt, men det er sjovere at gå sammen og løfte i flok, siger Lucas Pinarbasi, der har rødder i Nakskov.
Hver især har de fem forskellige kompetencer, og dermed står ingen af dem tilbage og skal udføre arbejde, som de ikke er gode til. Det samme gælder, når de er i studiet, hvor de hver især er gode på forskellige instrumenter og dermed kan blive et stærkt studieband for de musikere, som ønsker at indspille hos "House of Music".
På bookingbureauet er det samtidig et ønske om at sende en ny spiller på banen, som kan noget helt andet.
- Hos mange af vores konkurrenter ligger der måske tusindvis af bands, og som kunde er det svært at overskue, og du ved ikke præcist, hvad du får.
Med platformen har de fem unge skabt noget, som de kan stå indenfor. Foreløbig er det ekstra nemt, for de forskellige bandkonstallationer, som man kan hyre, er skabt af ejerne selv. I fremtiden skal nye dog komme til.
Tidligere har de selv været på bureauer, uden det rigtigt gav jobs. Måske fordi ønskerne fra både musikere og kunder blev glemt.
- Hos os kan kunden fra første færd selv være med til at vælge sange, sådan at man får lige det, som man gerne vil have, forklarer Benjamin Heldorf, som kommer fra Maribo.
De to iværksættere har selv siddet til fester, hvor værten har hyret et band i god tro, men hvor det ikke har fungeret. Målet med musikbooking.nu er at sætte en stopper for sådan dårlige "blind-dates".
- Hos os vil vi satse på kvalitet frem for kvantitet, slår Lucas Pinarbasi fast.
De to lollikker lægger ikke skjul på, at de gerne vil nå derhen, hvor deltidsjobs kan skrottes for i stedet at fylde hverdagen med musikken.
- Derfor har vi også valgt at gå flere veje på samme tid. Studiearbejdet kan vi lave i hverdagene, mens arbejdet fra bookingbureauet primært vil være i weekenderne, aften- og nattetimerne, siger Benjamin Heldorf.
Mens "House of Music" har flere måneder på bagen, og haft en del musikere i studiet, så er "Musikbooking.nu" blot få uger gammelt. Allerede nu har man dog haft flere jobs, og senest har bureauet indgået en kontrakt med Nakskov Handel & Erhverv.
- Vi skal levere musikken til nogle foodmarkets, og her har vi mulighed for at vise forskellige acts frem, i stedet for at det er sammen kunstner, som kommer hver gang, siger Benjamin Heldorf.
Der er dog ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde at stable en ny virksomhed på benene.
- Vi kæmper virkelig for det og står hele tiden til rådighed for vores kunder. Det er ikke blot 37 timer om ugen for os, fortæller Lucas Pinarbasi.
Men der skal også knokles, forklarer han. For med fem personer samlet om firmaet, skal der samles en indkomst, der er fem gange højere, end hvis det blot havde været et en-mands-firma.
- Det tror vi dog også på er realistisk, fordi vi leverer et produkt, der er mindst fem gange så godt.
Alligevel oplever de to, at mange faktisk bliver overrasket over, hvor lidt det egentlig koster at hyre musik til en fest. Men der er også dem, som mener, at musikerne burde spille gratis, fordi det jo er en fritidsbeskæftigelse for dem.
Hos Musikbooking.nu bruger man Dansk Musikerforbunds tariffer for aflønning af musikere, men når nogle finder det for dyrt, er der måske en årsag, siger Benjamin Heldorf.
- Jeg tror, at de undervurderer, hvor mange timer et job egentlig kræver. Et bryllup kan nemt byde på ti timers arbejde, fordi der skal stilles op, laves lydprøve og spilles forskellige tidspunkter under festen.
Ud over det skal der også øves op inden koncerten, og udstyret repræsenterer også en høj værdi.
Inde på musikbooking.nu kan man se de forventede priser til forskellige arrangementer.