DYREHOSPITAL UDVIDER: GÅR EFTER GULDET I KATTEVENLIGHED
Udvidelsen af Maribo Dyrehospital går bagud ud på det grønne område bag de nuværende kontorer og personalefaciliteter. Indgangen til katteklinikken kommer henne i den ende, mens den nuværende indgang beholdes til hunde og andre dyr, fortæller indehaver Kirsten Hobolt. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen, FT
Maribo Dyrehospital har taget hul på et stort anlægsarbejde, der skal udvide klinikken og give de følsomme katte meget bedre betingelser.
MARIBO: I disse dage er der ekstra meget spændende at kigge på for de nysgerrige hunde og katte, som skal ind på Maribo Dyrehospital.
På parkeringspladsen foran klinikken er store gravemaskiner ved at grave ud til en ny tilbygning, der skal udvide dyrehospitalet fra de nuværende 309 kvadratmeter til 464.
- Vi vil gerne have, at her er rart at være for alle - både dyr, ansatte og ejere. Og lige nu har vi pladsmangel, fordi vi har for mange patienter, forklarer indehaver af Maribo Dyrehospital, dyrlæge Kirsten Hobolt.
Nogle, der ikke er specielt glade for al den rumsteren, de store maskiner laver, er de lidt mere sarte katte. Men det er faktisk mest for deres skyld, der rumsteres.
- Vi har ikke på nuværende mulighed for at skille hunde og katte ad, og det vil vi gerne have, forklarer Kirsten om de store planer.
Annonce
Luksus for katte
Maribo Dyrehospital har i forvejen et sølv-certifikat i forhold til katte-venlighed, men nu går man altså efter guldet.
I den nye tilbygning skal der være en helt ny katteklinik med egen indgang, egen opvågning, operationsstue og undersøgelsesrum. Men kattene må dele pladsen en lille smule.
- Den nye klinik bliver mere stillezone. Derfor vil vi nok også vælge, at kaninerne skal ind her. De er også lidt følsomme i det, siger dyrlægen.
Når sådan en bette kat vågner op, kan den blive ganske skræmt, hvis den kan lugte eller høre en stor og "farlig" hund. Og så kan der hurtigt gå tegneserie i den. Derfor skal kattene nu have deres egen afdeling på Maribo Dyrehospital. Denne lille kattekilling er netop blevet fundet i rabatten på motorvejen, hvor dens mor var kørt ihjel. Så Maribo Dyrehospital har taget den ind og finder et nyt hjem til den bette. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen, FT
Kø til klinikrum
Der, hvor der nu er kontorer og frokoststue i dag, bliver der indrettet to nye undersøgelsesrum til hunde. Så de nuværende to undersøgelsesrum og et operationsrum bliver fremover til fem undersøgelsesrum og to operationsrum.
- Vi får en forøgelse af lokaler på 50 procent, og det er hårdt tiltrængt. Vi er fem dyrlæger nu, og vi står faktisk og venter på hinanden i forhold til at kunne komme til, forklarer Kirsten Hobolt.
De tobenede skal også have bedre forhold. Lige nu er der kontor og frokoststue i et.
Men i den nye tilbygning vil der være separat frokoststue med tilhørende udeareal for medarbejderne (og deres firbenede venner) samt en vagtstue, hvor vagthavende dyrlæge også kan tage sig en lur, hvis det bliver nødvendigt.
Kontoret og frokoststuen bliver altså delt, så medarbejderne kan få et pusterum, når madpakken skal nydes.
Annonce
Maggie her er ikke vild med operationsstuen. Her prikker dyrlægen til hende med væmmelige ting og sager, og der er ikke godbidder nok til at lede opmærksomheden væk. Det er ikke alle hunde, som er så stille som Maggie, når dyrlæge Kirsten Hobolt tager fat, og derfor skal hundene og de lydfølsomme katte nu have hver deres klinik på dyrehospitalet. Foto: Nils Lund PedersenNils Lund Pedersen, FT
Blodtrykket ned
Behandling af hunde holdes ellers i den nuværende afdeling, hvor der også fortsat vil være tandklinik og scanningsrum.
Men fremover skal de følsomme katte altså ikke længere vågne op til gøen og urolighed fra deres lidt mere vov'ede, firbenede modstykker.
Kattenes opvågning rykkes fra den nuværende placering lige ved siden af hovedindgangen med en irriterende dørklokke til bagerst i den nye tilbygning, så der ikke er nogen væmmelige lyde, en kat kan blive stresset over.
- Mange katte har forhøjet blodtryk, når de vågner. Det skal vi gerne have lidt ned, siger Kirsten Hobolt.
Mange katte har forhøjet blodtryk, når de vågner. Det skal vi gerne have lidt ned.
Kirsten Hobolt, dyrlæge og indehaver af Maribo Dyrehospital
Mens byggeriet pågår, vil parkering kunne ske ude på den grønne fold ved dyrehospitalet.
Men dyrlægerne beder om, at man så husker at lukke porten, da folden stadig bruges, når de mere livlige firbenede patienter trænger til at få lidt luft og grønt græs under poterne.
- Vi undskylder for det kaos, der vil herske de næste måneder. Men det kan nok ikke helt undgås, advarer Kirsten Hobolt.
Hund, kat og marsvin på fransk, tysk og engelsk
Tilbygningen skyldes til dels, at Maribo Dyrehospital for tiden oplever en stor stigning i antal patienter.
Annonce
Det skyldes ikke, at Kitekat og Futte er blevet mere syge end tidligere, men blandt andet, at dyrehospitalet er blevet mere specialiseret i scanninger og tandkonsultationer.
- Vi får ret mange henvisninger fra søde kolleger rundt om på Sydsjælland og Lolland-Falster. Men vi får faktisk også en del kæledyr ind fra dem, der arbejder på Femern. Så vi skal også vænne os til at snakke både tysk, fransk og engelsk, griner Kirsten Hobolt om de mange sjove episoder, sprogbarrieren har medført.
Håbet er, at tilbygningen og den nye klinik er færdig engang i første halvår 2023.
Maribo Dyrehospital regner med samtidig med indvielsen at markere 25-årsjubilæet for klinikkens placering på Maribovej.
Seneste artikler
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Forsvaret til angreb i yacht-sag: Billeder kan have fået forkerte datoer
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold