Efter branden: Ejere af natklub melder ud om genåbning
Natten til 4. december brændte et lagerlokale ved siden af Club Zanzi i Nakskov. Natklubben kan nu konstatere, at man er slupper forholdsvis billigt fra branden. Foto: Rikke Folm Berg
Rikke Folm Berg
For ejerne af en natklub er december det værste tidspunkt at se stedet brænde. Men Allan Petersen, medejer af Club Zanzi, har en plan.
Ejerne af Club Zanzi i Nakskov har nu fået adgang til natklubben efter en band i et tilstødende lager tidligere på måneden.
- Ventetiden har været forfærdelig, forklarer medejer Allan Petersen til Folketidende.
Selvom politi og forsikringsselskab har arbejdet så hurtigt, som de overhovedet kunne, så har det hele tiden ligget i baghovedet på ham, at den brand fandt sted på den værste måned på hele året. 1. juledag er den travleste dag i natklubbens kalender, men de kan umuligt nå at blive klar, tilføjer han.
- Vi er heldigvis sluppet meget billigere end forventet med sod- og røgskader. Det er lageret, der er brændt af, og som erstatning for det har vi fået stillet en container til rådighed.
I et facebookopslag skriver han, at der nu skal gøres hovedrent. Loftet, vægge og gulve skal renses, males, eller udskiftes for at slippe af med røglugt og sodskader.
Alt lyd, lys, og teknik er taget ned, skilt ad og sendt til rens for at være sikker på, at det ikke har taget skade.
Må sætte telt op i gården
Forventningen er derfor, at klubben først kan åbne igen i starten af februar. Måske før.
I mellemtiden arbejder de på andre måder at tilbyde festglade nakskovitter en mulighed for at komme i byen og ønske vennerne en god jul.
I løbet af en 1. juledagsnat har der på Club Zanzi været cirka 300 personer forbi. De personer henvises nu til Allan Petersens anden natklub, El Paso, der åbnede i Nakskov i oktober.
- Der er ikke plads til alle, så vi sætter et telt op ude bagved på vores eget område. Der kommer varme, lyd og lys på, så man kan feste derude også.
Hans vurdering er, at der er plads til cirka 50 personer i teltet ad gangen, imens der inde på selve natklubben må være 150 personer ad gangen.
De unge bakker op
Allan Petersen håber, at gæsterne vil tage imod opfordringen om at rykke festen til El Paso, for det har med hans ord været en "kæmpe succes", siden det åbnede.
- Det har været et tilløbsstykke. Vi har lavet en lækker bar, og vi har forsøgt at indrette det, så alle kan føle sig velkomne. Og det er virkelig min opfattelse, at alle mulige forskellige typer af gæster kommer forbi.
Når Club Zanzi genåbner i det nye år, bliver det med et brag af en fest. Kunstnerne er ikke hyret ind endnu, for der er endnu ikke en officiel åbningsdag.
- Men vi kommer til at arbejde hårdt for at få nogle store navne til på klubben. Det har vi også gjort tidligere, og det er i et forsøg på at sikre, at folk bliver i Nakskov. Hvis vi ikke gør noget, så dør Nakskov. Vi har brug for, at de unge bliver i stedet for at tage til andre byer for at feste. Og det gør de. De støtter os rigtig godt.