Efterforsker om deling af intime billeder: - Det kan ende i flere sigtelser
Foto: Rigspolitiet
Rigspolitiet
Man kan meget hurtigt ende med at blive sigtet for op til flere lovovertrædelser, hvis man besidder eller deler intime billeder af andre, forklarer efterforsker.
Så snart politiet modtager en anmeldelse om, at en person er i besiddelse af eller har delt intimfotos uden samtykke, går en større proces i gang.
Udover politiet underrettes også skole, forældre og kommune samt SSP, og politiet begynder at indhente så mange oplysninger som muligt.
Det er vigtigt at huske, at det, der for nogle unge mennesker er sjov og ballade, kan være enormt krænkende for andre.
Rune Nilsson, vicepolitiinspektør i afdelingen for personfarlig kriminalitet, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi
Det oplyser Rune Nilsson, der er vicepolitiinspektør og efterforsker inden for personfarlig kriminalitet hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
- Når politiet modtager en anmeldelse vejleder vi og hjælper den forurettede omkring forløbet, ligesom politiet hjælper med at få slettet de krænkende billeder.
- Samtidig skal vi vurdere, om der er noget strafferetligt i det. I sager som disse kan der både være tale om trusler, besiddelse af overgrebsmateriale med et barn og deling af intime billeder uden samtykke, forklarer han.
Bør slette tilsendte billeder
Herefter begynder afhøringerne. Er de involverede under 12 år, foregår det med videoafhøring i Børnehuset i Næstved, hvor særligt uddannede personer afhører børnene og sender videomaterialet videre til politi og retsinstans. Det indgår i bevismaterialet og skåner samtidig børnene for at deltage i retsmøderne.
Sagen kort
- Folketidende er blevet kontaktet af forældrene til en 12-årig pige, der går på en skole i Lolland Kommune. Hun har fået delt et nøgenbillede mod sin vilje efter en trussel fra en dreng, der er elev på den samme skole.
- Truslen gik på voldtægt, og da han modtog billedet på det sociale medie Snapchat, blev det ifølge pigens familie delt med flere andre elever på skolen.
- Sagen er nu anmeldt til politiet, og kommunens SSP er også inde over sagen. Det har begge parter bekræftet over for Folketidende.
- Men pigens far er bekymret for, at det ikke kun er hans datter, der er udsat for trusler om voldtægt og digitale krænkelser.
Rune Nilsson opfordrer til at tænke sig rigtig godt om, før man deler billeder af intim karakter. Politiets anbefaling er slet ikke at dele det.
Hvis man besidder intimbilleder af børn under 18, er det i sig selv en overtrædelse af straffeloven, da det karakteriseres som overgrebsmateriale med børn. Hvis man også deler, er det endnu en overtrædelse.
- Det er vigtigt at huske, at det, der for nogle unge mennesker fejlagtigt opfattes som sjov og ballade, for andre kan være enormt krænkende og traumatiserende. Derfor skal man forstå alvoren i det at dele overgrebsmateriale. Det har store konsekvenser for både dem, det går ud over, og for dem, der bliver sigtet. Bliver man sigtet og dømt for en alvorlig straffeovertrædelse, risikerer man fængselsstraf, ligesom det kommer på straffeattesten.
Seneste artikler
Kvinde amok på betjente
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Nu indtager de Bjørneskoven
Ekspert: Lolland vil være fattig i årtier
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Nu indtager de Bjørneskoven
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser