Ekskluderet efter penge-strid: De "skader klubbens omdømme"
Formanden for Lolland-Falsters Veteranklub, Ole Rechter, har ingen kommentarer til sagen. Foto: Anna MøhlAnna Møhl
Lolland-Falsters Veteranklub er præget af strid om bogføring og udbetalinger af penge. Kassereren er blevet ekskluderet sammen med tre andre medlemmer.
Efter 10 år som medlem af Lolland-Falsters Veteranklub er kasserer Annie Rost Petersen og tre andre medlemmer blevet ekskluderet. Det er sket i kølvandet på en generalforsamling 28. februar, hvor bølgerne gik højt.
Balladen handler om penge og om regnskabsprincipper. Annie Rost Petersen ville nemlig ikke bare lade klubkassen refundere udgifter uden at se dokumentation for, hvad pengene er brugt på. Og så opstod balladen, da nogle bestyrelsesmedlemmer ville have udbetalt omkring 20.000 kroner for to busture, de havde arrangeret.
- Jeg skulle bare tage de penge af kassen, men sådan noget vil jeg som gammel regnskabsdame ikke være med til, siger hun og fortæller, at hun er uddannet merkonom og derfor godt kender til principperne for regnskab og revision.
Sådan noget vil jeg som gammel regnskabsdame ikke være med til.
Annie Rost Petersen
Det regnskab, hun havde lavet, blev da også godkendt af revisorerne.
- Alt stemte, og det, hun havde fået, var bogført. Så der var ingen kritik af kassereren fra revisionens side, fastslår Kurt Wiell, som er den ene af klubbens revisorer og i øvrigt selv tidligere har været kasserer i klubben.
Annonce
Han bakker hende op i, at der skal være bilag, før man kan få refunderet en udgift.
- Det, hun ikke har fået bilag på, kan hun ikke bogføre og dermed udbetale. Det er klart, konstaterer han.
Enig bestyrelse
Men på generalforsamlingen opstod der altså et større skænderi. Et bestyrelsesmedlem beskyldte Annie Rost Petersen for ikke at kunne styre økonomien, og hun svarede igen ved at kalde vedkommende for en løgnhals.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lolland-Falsters Veteranklub har ekskluderet fire medlemmer for at skade klubbens omdømme. Billedet her er fra et træf i klubhuset i Holeby i 2023 - før balladen brød ud på generalforsamlingen tidligere i år. Arkivfoto: René Allan LarsenRené Allan Larsen
Og 24. marts blev Annie Rost Petersen og tre andre medlemmer så ekskluderet. Det skete med denne begrundelse:
"På baggrund af den seneste ordinære generalforsamling og de optrin/adfærd og attitude, som du udviste under debatten, har en enig bestyrelse jævnfør paragraf 2 stykke 5 valgt at ekskludere dig som medlem i Lolland Falsters Veteran Klub. Du har derfor ikke længere rettigheder som medlem i Lolland Falsters Veteran Klub, herunder deltagelse i klubbens generalforsamlinger, klubbens aktiviteter eller klubbens arrangementer fra og med ved modtagelse af denne meddelelse. Din adgang til klubbens hjemmeside vil ligeledes blive lukket."
Paragraf 2 stykke 5 fastslår, at "En enig bestyrelse kan ekskludere et medlem, som skader Lolland-Falsters Veteranklubs omdømme". Men eksklusionen er i strid med vedtægterne, mener hun.
- Jeg er ganske uenig i, at et medlem med taleret på en generalforsamling kan skade klubbens omdømme med sine udtalelser, siger hun og påpeger, at det jo kun er medlemmer, der deltager i generalforsamlingen.
Frarøvet netværket
Annonce
Annie Rost Petersen og hendes mand er kede af ikke længere at måtte være med i klubben.
- Vi er ikke kun frataget retten til at deltage i klubbens arrangementer. Vi er blevet frarøvet det meste af vores netværk, siger hun.
Formanden for Lolland-Falsters Veteranklub, Ole Rechter, ønsker ikke at udtale sig om sagen.
- Jeg har ingen kommentarer til det. Det er et internt anliggende, så vi stopper her, siger han.
Opdateret: Folketidende har rettet i artiklen. Tidligere fremgik det, at en af de ekskluderede, Jørgen Jørgensen, var gift med kasserer Annie Rost Petersen. Men Jørgen Jørgensen - som er en af de ekskluderede - er ikke hendes mand. Hendes mand hedder Steffen, og han er også ekskluderet. Folketidende undskylder fejlen.